Shu-bi-dua og det lollandske hit

LOLLAND: Lige fra Shu-bi-duas debut i 1973 med singlen "Fed Rock" tog gruppen udenlandske melodier og satte danske tekster til dem.

"Fed Rock" var en fordanskning af "Jailhouse Rock", og særligt på gruppens første plader fandt man mange danske ”undersættelser” af udenlandske hits: Det gjaldt for eksempel "Stærk Tobak" ("Twist and Shout"), "Rap Jul" ("White Christmas"), "Kylling med softice og pølser" ("Killing me Softly"), "Lulu rocken går" ("Johnny B. Goode"), "Står på en alpetop" ("Standing on a mountain") og "Tryk på" ("Rock-A-Hula Baby").

Gradvist begyndte bandet at skrive sine egne numre, men fra tid til anden kom nye undersættelser til.

Det var dog ikke altid let. Siden starten af 80’erne havde gruppen for eksempel længe talt om at lave en dansk version af Miriam Makeba-hittet ”Pata Pata” fra 1967.

Sangen kom i spil, fordi Michael Bundesen i sin tid i Danmarks Radio havde elsket hendes musik, og i længere tid havde de en idé om, at den skulle handle om roeplukkere på Lolland.

Den tanke var opstået, fordi Miriam Makeba på ”Pata Pata” slår klik med tungen - derfor kaldes sangen også "The Click Song".

- Hun laver sådan noget click-song, så vi tænkte ”hvad fanden kan vi lave for at bibeholde det?” Så var der en i gruppen - og jeg kan ikke huske, hvem det var - der sagde ”Det lyder, som når man hiver en roe op af jorden!” Og vi har skrevet om alt i hele verden, men manglede noget om roeplukning. Sådan blev det til, fortæller Michael Hardinger.

En del af teksten kom også på plads. Den lød:

"Vi hiver dem / lige op / af jorden / Vi kommer fra / syden / op til Norden”.

- Men derfra kunne vi simpelthen ikke komme på mere, fortæller Michael Hardinger.

Sangskrivningen lå stille i længere tid, og på et tidspunkt blev idéen mere eller mindre begravet.

- Der må vi sige: Der stopper den! Den var ikke særligt god, vel? bemærkede Michael Bundesen i DR-dokumentaren ”Shu-Bi-Dua - Tanketorsk eller Stjerneskud”, hvor han forklarede, at bandmedlemmerne var gode til at filtrere hinandens idéer, så de mest åndssvage røg ud.

Årene gik uden nyt om roeplukkerne, og i midtfirserne kvittede Michael Bundesen bandet for at lave tv på Kanal 2.

Da han vendte tilbage i slutfirserne, var bandet også mere eller mindre gået i stå. Men i 1987 udsendte de 12’eren, og i 1989 kom biograffilmen ”Den Røde Tråd”, der nok blev sablet ned af anmelderne, men solgte billetter nok til at tjene sig hjem. Og som fik fortalt Danmark, at Shu-bi-dua nu var sammen igen.

På live-fronten var publikums opbakning intakt.

En stribe sommerkoncerter rundt om i landet trak 750.000 danskere til, og i 1991 udsendte gruppen også opsamlingspladen "Stærk Tobak", der solgte til platin.

I kølvandet på succesen med Stærk Tobak genudgav det nordjyske pladeselskab Elap Music, der havde udsendt "Stærk Tobak", alle de gamle Shu-bi-dua-album på cd’er op til julesalget.

Pladeselskabet havde væddet med Michael Bundesen om, at salget fra 1. november til 24. december 1991 ville komme over de 100.000 eksemplarer, for det troede ”Bunden” ikke på. Det væddemål tabte han dog med et brag, for da det blev jul, var 166.717 cd’er blevet langet over disken på blandt andet landets tankstationer, der var en vigtig distributionskanal for Elap. Bandet måtte derfor stille op og ganske gratis spille til Elaps julefrokost.

Men nu var der efterhånden gået fem år siden udgivelsen af 12’eren, og som Michael Hardinger sagde det i et interview: ”Der er nok mange, der har troet, vi var døde og færdige, rent plademæssigt”.

- Vi var ikke rigtig radio-favoritter og havde haft en lang pause, og 12’eren var lidt tungere emnemæssigt og solgte ikke så meget som de forrige, uddyber han over for Folketidende.

Da et nyt årti begyndte, var Shu-bi-dua dog langt fra at være færdig.

Bandet var gået i gang med at arbejde på sange til et nyt album, og i et interview med Politiken i maj 1991 fortalte Michael Bundesen, at musikken var så godt som på plads, men at pladen ikke ville kunne nå at blive klar til sommeren 1991.

- Jeg tror ikke, vi når at få ordene klar, sagde han og forklarede, at de skulle være i orden, og at det var et slid.

Men shubberne knoklede på. Bandet tog i Easy Sound-studiet på Østerbro i København, og i løbet af et halvt års tid fik de indspillet 15 nye sange. Blandt dem var den gamle sukkerroe-sang.

I et interview med Ekstra Bladet i februar 1992 fortalte Michael Hardinger således, at pladen blandt andet ville rumme en sang med arbejdstitlen ”Vi hiver dem lige op af jorden”.

- Men den handler om sex, så den kommer nok til at hedde noget andet, bemærkede han.

Dermed undlod han at røbe, at det endelig var lykkedes at få en tekst på plads til ”Pata Pata”. Det var sket under et ophold, bandet havde haft på hotellet La Valencia i La Jolla i San Diego, Californien.

Her havde Michael Hardinger en morgen læst i avisen Los Angeles Times om en sag, hvor en mand var blevet udsat for sexchikane. Og så faldt det i hak - eller klik!

Da han kom ned til morgenbordet til de andre, sang han de nu så velkendte ord: ”Vi finder os / ikke i / sexchikane!”

- De andre stirrede på mig, som om jeg var blevet åndssvag. Og så sagde jeg ”Vi kan bruge Pata Pata!”, har Michael Hardinger fortalt i Berlingske.

- Og derfra gik det så hurtigt, at vi helt glemte alt om roeplukkerne, uddyber Michael Hardinger overfor Folketidende.

På to timer kom teksten på plads, inklusive linjer som ”Vi finder os / ikke i / sexchikane / vi klager til / ombudsmanden / en af dagene”. Sangen fik titlen "Sexchikane", og torsdag 9. april 1992 blev 13’eren præsenteret ved receptioner i København og Aarhus.

Den blev en overrumplende succes. Ekstra Bladets musikanmelder Peter Nørgaard gav seks stjerner og brugte ord som ”geniale”, ”frække”, ”begavede” og ”gennemmusikalske” om shubberne og citerede lystigt fra teksten til ”Sexchikane”.

Og shubberne vidste også godt selv, at de havde ramt plet med "Sexchikane".

- Da vi havde lavet den her tekst, der vidste vi, at den her, den har den humor, der skal til. Den har det groteske, at det er også ældre mænd, der synger om sexchikane, som er oppe i tiden og på en melodi, som er catchy, fortalte Michael Hardinger i ”Shu-Bi-Dua - Tanketorsk eller Stjerneskud”.

Shu-bi-dua havde ikke nogen stor tradition for at udsende singler - tværtimod. Tanken var, at muligheden for at købe et hit for sig selv kunne skade salget af hele album.

- Vi har aldrig rigtig interesseret os for singler - vi lavede lp’er. Det, synes vi, var sjovt, og det var kun helt i starten, vi lavede singler, fordi vi ikke kunne få lov at lave en lp. Og da pladeselskabet kunne se, at de solgte, fik vi lov at lave et album, så siden 1974 har vi ikke været et single-band på den måde, siger Michael Hardinger og fortæller, at der dog er enkelte sange, der er blevet udsendt på singler.

Det blev ”Sexchikane” også. Selv om det var i 1992, og cd’er stort set havde afløst vinyl, kom den som en syvtommer-single. I første omgang var sangen dog på B-siden, mens A-siden var ”Familien kom til kaffe”, der også blev et pænt hit.

Men det var ”Sexchikane”, der for alvor blev en landeplage, og endnu en single blev udsendt - denne gang med Sexchikane på A-siden, og nu i en remixet og ekstra lang udgave på fem og et halvt minut i stedet for standardversionens tre minutter og 10 sekunder.

- Da "Sexchikane" blev et meget stort hit, så blev der et ønske fra DJ’s om at få et eller andet, siger Michael Hardinger og tilføjer, at det var noget, pladeselskabet håndterede, og at singlerne alene blev lavet til promotion:

- Det er nok Benny Bach i Pandrup (direktøren for Elap, red.), der har fundet på det. De har måske lavet 500, og vi fik hverken penge eller noget ud af det. Det er gået til markedsføring.

En musikvideo indspillede orkestret også - og i tråd med temaet slutter sangen med, at en flok kvinder vipper bandet af pinden og overtager instrumenterne og opmærksomheden.

Om der var brug for markedsføringen, kan nok diskuteres, men under alle omstændigheder blev ”Sexchikane” et gevaldigt hit.

13’eren solgte omkring en kvart million plader i 1992 og gav nyt liv til bandet, der turnerede flittigt det år og spillede et halvt hundrede koncerter rundt om i landet.

Det kulminerede med en koncert i Tivoli, hvor både kronprins Frederik og prins Joachim lod sig begejstre sammen med 28.000 andre.

Ved Grammy-festen 20. februar 1993 vandt ”Sexchikane” prisen som årets hit. Bandet havde dog ikke tid til at modtage prisen - det var nemlig i studiet for at indspille 14’eren og arbejdede til klokken 23 den dag.

Økonomisk gav sangen i sig selv ikke det store til Shu-bi-dua. Melodien er jo skrevet af Miriam Makeba og Jerry Ragovoy, og Shu-bi-dua fik derfor kun omkring to procent af indtægterne. Resten skulle i princippet gå til Miriam Makeba, men verden er ikke altid retfærdig.

- Hun havde et tysk forlag, der havde taget røven på hende, så hun fik to procent, og vi fik to procent, og så var der 96 procent til forlaget, fortæller Michael Hardinger.

At Shu-bi-dua kun fik to procent, levede bandet dog fint med, for sangen gjorde godt på mange andre måder.

- Den vækkede os til live igen. Efter ”Sexchikane” ringede alle festivalerne og ville have os til de bedste tider. Det betød meget, og det var det, der ligesom sparkede os i røven, siger Michael Hardinger.

Hittet førte også til, at Shu-bi-dua udsendte en greatest hits-plade i Norge med titlen ”Vi finner oss ikke i sexsjikane” - og den gik nummer et.

Sangen blev ikke indspillet på norsk, men faktisk lavede Shu-bi-dua en version på engelsk.

Det skete på opfordring af pladeselskabsmanden Kjeld Wennick, som var blevet stjernerig på at have opdaget og udgivet Ace of Base.

- Han havde hørt ”Sexchikane” og spurgte ”Kan I ikke lave den på engelsk?” fortæller Michael Hardinger.

Det kunne shubberne godt, og resultatet blev sangen kaldet ”Sexual Harassman”, der blev udsendt på en cd-single i 1994 under Shu-Bi-40-navnet.

Det navn havde bandet brugt på en plade med julesange i en reggae-stil, der var inspireret af det engelske pop-reggae-band UB40, og ”Sexual Harassman” er da også en reggae-version af Sexchikane - som i øvrigt undervejs lige får et strejf af noget indisk-inspireret.

Den internationale version blev dog ikke noget hit.

- Der skete ikke en skid, konstaterer Michael Hardinger, som forklarer det med, at sangens humor ikke fungerer i udlandet.

Et eksempel på den humor er en detalje, som man måske ikke har bidt mærke i.

For hvad er det egentlig, der bliver sunget i begyndelsen af sangen? Det lyder som en slags afrikansk stammesang, der skulle være en form for parodi på Hanne Boels måde at synge på. Men ordene er faktisk danske og lyder: ”Jeg må ha’ anal”!