Annonce
Bolig og livsstil

Ny roommate? Dette skal du have med i kontrakten

Mange unge begynder med at søge efter en lejlighed selv - uden det store held - men skifter så strategi til at søge sammen med andre. Og dermed åbner boligmarkedet sig på en anden måde, fortæller Anders Hyldborg, som er administrerende direktør hos BoligPortal. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Det er grobund for misforståelser og konflikter, hvis ikke du og din kommende roommate får detaljerne på skrift. Se her, hvad I ikke må glemme.

Tusindvis af unge har fået et digitalt optagelsesbrev til en af landets mange videregående uddannelser. Og for mange markerer det samtidig, at de skal forlade hjembyen eller forældrenes trygge favn og finde deres egen bolig.

Eller egen og egen. Det kan nemlig være svært at stå alene med huslejen.

- Vi kan se, at det er en klar tendens, at man på grund af boligmarkedet mange gange bliver nødt til at finde en roommate, fortæller Anders Hyldborg, som er administrerende direktør hos BoligPortal, og tilføjer:

- Ellers kan man simpelthen ikke betale en lejebolig med den økonomi, man har som studerende.

Og mens det kan løse huslejeproblematikken at få en roommate, så skal man være opmærksom på, at der kan følge andre udfordringer med.

Derfor er det nødvendigt, at man først og fremmest får en juridisk bindende lejekontrakt på plads, men også en såkaldt roommatekontrakt, råder Anders Hyldborg.

- En roommatekontrakt er ikke juridisk bindende. Vi ser det som et samtaleværktøj, siger han.

Det er altså i lejekontrakten, I skal have styr på det formelle og økonomiske.

I roommatekontrakten skal I til gengæld lave en forventningsafstemning, der sikrer, at hverdagen kommer til at fungere så gnidningsfrit som muligt.

- For mange er det en meget nær relation, det er måske det menneske, man kommer til at være tættest med i den periode. Det er næsten et parforhold, og det kræver, at man får sat nogle fine og ordentlige rammer, siger Anders Hyldborg.

Her skal I sætte jer ned sammen og tage en snak om alt fra indkøb og rengøring til besøg. Vil I være fælles om havregryn og toiletruller, må der være overnattende gæster, eller er det noget, man lige skal klappe af inden.

- Vi hører rigtig meget, at man kan gå skævt af hinanden i forhold til rengøring. Det er noget, der kan få en djævel op i de mest omgængelige mennesker, hvis ikke man har det samme forhold til rengøring.

- Der kan også opstå gnidninger omkring økonomi. Om det er indkøb eller huslejen. Der er mulighed for at spare nogle penge ved at købe ind og spise sammen. Men det er også noget, folk kan have mange holdninger til. Skal det være økologisk, hvad er budgettet, skal vi have kødfri dage, nævner Anders Hyldborg.

Hos BoligPortal oplever de også, at rygning stadig virkelig kan dele vandene. Der kan være meget forskellige holdninger til, om der må ryges i lejligheden, på værelset, eller det skal foregå på altanen.

Advokat med ekspertise inden for lejeret Jan Blicher Grunnet er administrerende direktør og stifter af Lejka, som er en digital platform, der blandt andet står for lejekontrakter og indflytningsrapporter.

- Det er vanvittigt vigtigt at få lavet en god kontrakt. Og det gør det så meget nemmere i sidste ende, hvis man lige bruger en time på det sammen, mens man er glade og gode venner og får fastlagt de overordnede retningslinjer.

- Hvis der siden opstår problemer, kan man altid tage den ud af skuffen og sige, at sådan aftalte vi jo i starten. Så kommer der mindre konflikt, og man forbliver i langt højere grad venner, siger Jan Blicher Grunnet.

/ritzau fokus/

  • Blackstone
    Mange unge begynder med at søge efter en lejlighed selv - uden det store held - men skifter så strategi til at søge sammen med andre. Og dermed åbner boligmarkedet sig på en anden måde, fortæller Anders Hyldborg, som er administrerende direktør hos BoligPortal. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Annonce
Guldborgsund

Mark O. Madsen overrasker: Stiller op i politik

Lolland

Milliondyrt vartegn: Nu er vinderne fundet

Dølle

Unge Dølle-veteraner: Der er nok mange, der pjækker fredag

Indland

Messerschmidt måtte aflyse 1. maj-møde på grund af sikkerhed

Dølle

Kondomer, bolcher og slikkepinde i lange baner

112

Uvenner ude på marken: Fik slag i hovedet

Dølle

Så er vi i gang: Gobs fyrede op under festen i Markedsteltet

112

Hurtigt personale fik slukket brand

Guldborgsund

René fordobler overskuddet

Indland

86.000 danskere er afhængige

Lolland

50.000 træer og buske plantes: Ny skov indvies

Guldborgsund

Helt vildt: Lokal forestilling nomineret til landets største teaterpris

Dølle

Harske Hubbi går efter Dølle-rekord

112

Snuppet med stor mængde narko: Skjult i hemmelige rum i bilen

Sport

NFH-semifinalemodstander fundet

Annonce
Annonce
Guldborgsund

Chok, chok, chok fra Vestlolland

Politik

Dansk minister afbryder 1. maj-tale

Indland

Ung kvinde løsladt i mørklagt terrorsag

Guldborgsund

Kampfly spottet over Falster: Her er forklaringen

Maribo

Var selv med til at lukke dem: Nu var han med til åbningen af en ny

Erhverv

Scandlines skifter ud i direktionen: Her er de nye navne

Guldborgsund

Fagforeninger på 1. maj: Vi drukner i vores egen succes