SBS Media, som blandt andet står bag radiostationerne NOVA FM og The Voice, udvider nu med endnu flere radiokanaler.
Mediehuset køber Radio 100, Radio Soft og Radio Klassisk og vil nu sætte endnu større fokus på at få flere lyttere til at tune ind på de kommercielle radiostationer.
- Med en bred portefølje af radiokanaler - lige fra The Voice til Radio Klassisk - i et og samme mediehus står vi nu langt stærkere rustet til at tage kampen op mod DR og sikre en sund og ligeværdig konkurrence i Danmark.
- Vi vil udvikle og udvide det kommercielle danske radiomarked, siger Henrik Ravn, administrerende direktør for SBS Media.
Radio 100 blev i sin tid etableret af blandt andet Jim Receveur. Han bliver ny direktør for alle radio-aktiviteterne i SBS Radio.
- Jeg glæder mig til at blive en del af SBS Radio. Vi har nu for første gang en markedsstruktur, som gør det muligt at drive kommerciel radio på fornuftige vilkår i Danmark.
- Radio er et stærkt reklamemedie, som har de bedste forudsætninger for at tage markedsandele fra andre mediegrupper. Samtidig står SBS Radio nu godt rustet til at tage kampen op mod DR, siger Jim Receveur.
/ritzau/