Tirsdag tidlig eftermiddag drønede Lolland-Falster Brandvæsen mod et hus i Nagelsti på Falster.
- Der havde været ild i en tørretumbler, fortæller brandvæsnets indsatsleder, Johnny Rasmussen.
Husets beboere havde bemærket, at der lugtede brændt fra tørretumbleren.
- Der var ikke flammer, men røg derfra, forklarer Johnny Rasmussen.
Svitset tøj
Beboerne havde slukket på afbryderen og dernæst tilkaldt brandvæsnet.
Brandfolkenes opgave bestod i at bære tørretumbleren udenfor og tjekke maskinen.
- Vi tømmer den for tøj. Noget er svitset, fortæller indsatslederen.
Ilden var opstået på grund af problemer med tørretumblerens motor.
Brandvæsnet forlod stedet efter cirka en halv time.