Teater for hele familien på lørdag.
Teaterforeningen for Falster og Østlolland tager hul på 2011 med en teaterforestilling på lørdag kl. 13.30 i Nykøbing F. Teater.
Det er Louise Schouw, der i samarbejde med Taastrup Teater for de 6- til 99-årige præsenterer forestilling Spejlvendt med Nina Christrup og Judith Rothenborg på rollelisten.
To klovne mødes, men kan ikke finde ud af at kommunikere, for de taler hvert sit sprog.
Petrusca er en gavtyv, som er fyldt med spilopper og vil gøre hvad som helst for at finde en plads, hvor hun kan høre til. Katharina kommer trækkende med en vogn fyldt med sit habengut. Så har vi balladen.