Slagter genåbner efter sur smiley

Maglebrænde Slagterforretning er genåbnet med en glad smiley fra fødevaremyndighederne. Arkivfoto: David Arnholm

Maglebrænde Slagterforretning i Maglebrænde har efter flere indskærpelser fra Fødevarestyrelsen fået styr på situationen og er torsdag genåbnet med en glad smiley.

Offentliggjort Sidst opdateret

Historien om Maglebrænde Slagterforretnings udfordringer med rengøring og hygiejne og deraf afledte sure eller mellemfornøjede smileyer fra Fødevarestyrelsen ser ud til at være slut.

Fødevarestyrelsen har i går, onsdag, været på et opfølgende kontrolbesøg i forretningen i Maglebrænde, hvor man fulgte op på de forbud, der var blevet givet i forbindelse med det seneste kontrolbesøg, og her kunne man konstatere, at forholdene er bragt i orden, og slagterforretningen har derfor fået en glad smiley.

Det fremgår af kontrolrapporten på Fødevarestyrelsens hjemmeside - læs mere her.

Det betyder også, at forretningen, som tidligere på måneden blev lukket på ubestemt tid, nu er genåbnet.

Det kunne slagteren fortælle onsdag i et opslag på Facebook.

- Vi kan med glæde fortælle jer alle sammen, at i morgen klokken 8 åbner vi igen på fuld skrald. Vi er igen blevet godkendt til at få lov til at sælge kød og få lov til at markedsføre os. Nu skulle der være styr på alle tingene, så fra i morgen torsdag klokken 8 åbner Maglebrænde Slagterforretning igen, skrev slagteren blandt andet på Facebook.

Artiklen fortsætter under billedet

- Kunderne skal tilbage

Overfor Folketidende glæder slagtermester Klaus Ove Pedersen sig også over genåbningen.

- Det er dejligt. Nu skal vi bare have kunderne tilbage, så kom og køb, siger han.

En af de kunder, der allerede har fulgt det råd, er Putte Normann.

- Jeg synes, det er på tide, at vi får vendt skuden. Jeg synes, det er lidt synd for Klaus, og jeg ved, at de kæmper dernede. Jeg har aldrig fået noget dårligt kød derfra, og jeg har lige været nede og hente nogle bøffer, som vi skal have i aften, siger hun.

Fødevarestyrelsen har været på besøg hos slagteren i Maglebrænde flere gange det seneste halve års tid.

I slutningen af maj kunne Folketidende fortælle, at forretningen var blevet lukket af Fødevarestyrelsen, fordi der ikke var tilstrækkeligt styr på rengøringen i køkkenet.

I starten af juli var der så atter en glad smiley fra Fødevarestyrelsen, da forholdene var bragt i orden.

Men i slutningen af august kom Fødevarestyrelsen så på besøg igen og uddelte endnu en gang en sur smiley på grund af problemer med hygiejnen.

Det var slagtermesteren ikke enig i, hvilket han forklarede Folketidende nogle dage senere.

I oktober var der så endnu et kontrolbesøg, som gav anledning til en mellemfornøjet smiley, inden der for en uges tid siden blev uddelt en sur smiley igen.

Men nu er de forhold, der udløste den sure smiley, altså bragt i orden, og dermed vender mundvigene atter opad i Fødevarestyrelsens kontrolrapport.