Mandag er sidste dag, før vinteren tager over med snebyger og temperaturer, som om natten kan komme ned på 10-12 minusgrader. Og det fortsætter i næste uge.
Dagen i dag er dagen, før vinteren holder sit indtog. Og det sker med frostgrader, som er usædvanlige for slutningen af november.
Det regnvejr, som kommer til at ligge over Bornholm senere mandag, trækker i løbet af natten i vestlig retning, samtidig med at vinden blæser op fra nord og nordøst.
- Det meste af landet får nedbør, især den østlige del. Her vil den primært falde som slud, mens der nok kommer noget tøsne i Østjylland, siger Andreas Nyholm fra TV2 Vejrcenter.
Tirsdag tager vinden samtidig til i et sådant omfang, at det ifølge meteorologerne vil føles rigtigt bidende ubehageligt koldt.
Så frem med huer, vinterfrakker, halstørklæder og ørevarmere, for vi kan lige så godt vænne os til disse tilstande.
Fra onsdag og frem til weekenden falder der snebyger hist og pist, temperaturerne vil om dagen ligge på eller lidt under frysepunktet.
I nattetimerne bliver det de fleste steder fem-seks minusgrader, men nogle steder ned til 10, måske endda 12 grader under frysepunktet.
I slutningen af ugen vil solen også lege med, men det ændrer ikke ved, at vinteren tilsyneladende har bidt sig fast.
- For en gangs skyld ser vi, at alle prognoser er enslydende og uden forbehold. Det vejr, vi får de kommende dage, ser ud til at fortsætte i hvert fald nogle dage ind i december, fastslår Andreas Nyholm.
/ritzau/