Man skal ikke være bange for at dø

Over 50 liv er sluttet, mens Anne Møller Riis har været til stede. Igennem et langt arbejdsliv først som hjemmesygeplejerske og bagefter som sundhedsplejerske har hun arbejdet side om side med døden og med livet. Derfor har hun været der, når babyer sugede verden til sig, og når ældre sagde farvel til den. Men arbejdslivet har ikke skræmt hende. Tværtimod. Som 67-årig startede hun i juli i år en vågetjeneste på Lolland sammen med Kirsten Jensen.

- Døden er tabubelagt for mange, men man er jo faktisk døende lige fra, man bliver født, siger Anne Møller Riis.

Vågetjenesten hører under Røde Kors Vestlolland og Røde Kors Østlolland og samarbejder med Møllecentret, Skolebakken og Skovcentret i Nakskov og Margretecentret i Maribo.

Som vågekone ser Anne det som sin opgave at sørge for, at folk kommer godt herfra. Hun mener, at den proces starter med, at folk taler åbent om døden og stiller spørgsmål.

- Vi skal spørge: "Hvad skal der til for, at det bliver en god død, at den bliver naturlig?" Nøjagtig som vi gør, når vi skal føde, lyder det fra Anne.

De fleste vil holde i hånd
De sidste to måneder har hun siddet ved fem dødslejer og holdt døende i hånden. De fleste har været kvinder. Måske fordi mænd helst bare vil have det overstået, mener Anne. Det er forskelligt, hvad døende beder om. Nogle vil snakke, andre vil gerne have læst noget op eller beder om en sang, og så er der nogle, der blot vil have, at man er nærværende i stilhed. De fleste vil gerne holdes i hånden.

- Det handler om at mærke et andet menneskes nærvær, for de kan tydeligt fornemme, vi er der, fortæller Anne Møller Riis.

Dem, der er friske nok, vil også gerne tale om deres liv og om de gode oplevelser.

Anne spørger aldrig til de dårlige, men de fleste kommer alligevel ind på det. I det hele taget lægger hun stor vægt på, at det foregår på de døendes præmisser. Derfor vil Anne gerne tale om døden, men hun vil ikke prædike sin egen tro, selvom hun har en meget stærk overbevisning om, at der er liv efter døden og tro på, at gud findes. Døden beskriver Anne som noget, der oftest er utrolig fredfuldt.

- Noget af det, som mange er bange for, er, om det gør ondt at dø. Men det gør det faktisk ikke. Det er en meget smuk proces. Man skal ikke være bange for at dø. Overhovedet ikke, fortæller hun.

En stærk oplevelse
En dag i 1987, da Anne mediterede, havde hun en helt speciel oplevelse, der forandrede hendes liv. Hun var trist til mode og bad derfor under en meditation om hjælp ovenfra, og det mener hun stadig den dag i dag, at hun fik.

- Den dag ændrede mit liv sig totalt, fortæller Anne og fortsætter:

- Jeg blev fyldt med så meget fred og lys og kærlighed. Jeg fik at vide, at jeg skulle bruge mine healende evner til at hjælpe andre. Siden den dag har jeg set livet på en positiv måde. Alt blev endevendt, siger Anne og forklarer, at det også var her, at hun blev overbevist om, at det ikke gør ondt at dø.

Efter oplevelsen fik hun en indre fred og ro, som hun nu bruger til at hjælpe andre med at komme godt herfra, og indtil videre har specielt en af oplevelserne som vågekone sat sig fast.

- Hun var katolik, men havde ikke gået i kirke i mange år, og det pinte hende. Hun vidste ikke rigtig, hvad der skulle ske, når hun ikke havde været i kirke. Så jeg sagde til hende. "Du skal se, der kommer nok en stor engel og henter dig". Og så trillede tårerne ned af hendes kind. Hun blev simpelthen så glad.

Vågetjenesten holder informationsmøde den 1. oktober på Frivilligcentret i Maribo fra klokken 15 til 17, og den 2. oktober på Skovcentret i Nakskov fra klokken 16 til 18.

?

?