Stop Spild Lokalts store succes slider på frivilliges kræfter
Jul og påske er de to store uddelinger af mad fra Stop Spild Lokalt i Nakskov. Skærtorsdag var køen lang, men heldigvis bugnede bordene også med varer. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
For et år siden tog Stop Spild Lokalt affære i Nakskov med sin første uddeling, siden har der været travlt på Sundhedscentret - og det var der også skærtorsdag.
NAKSKOV: - Der er ikke så mange i dag, når Tannie Eriksen lige at sige, da hun et par minutter i åbningstid træder ud på parkeringspladsen ved Sundhedscentret i Nakskov. Sidste år slog Stop Spild Lokalt dørene op til en lokalafdeling i Nakskov, og siden har der været travlt med at dele mad ud til borgere med små midler.
For Tannie Eriksen gælder skærtorsdags forudsigelse kun til dørene går ordentligt op, og hun træder ud på parkeringspladsen. Køen går nemlig en anden vej end den plejer, og derfor ser hun først i sidste øjeblik, at den strækker sig metervis langs Hoskiærsvej.
Køen er lang, inden dørene bliver slået op klokken 10, men humøret er højt. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
Det frivillige projekt, der arbejder for at mindske madspild, kan efter et år gøre status på indsatsen. En status som har pile i begge retninger.
- Vi får færre og færre varer fra butikkerne, men det er en god ting, for det viser jo bare, at de ikke har så stort et madspild, siger Tannie Eriksen.
Til gengæld er køen af borgere, som har brug for hjælp, ikke blevet mindre i løbet af året. Behovet for hjælp er stadig stort.
Annonce
48 står klar i køen
Da Tannie Eriksen kommer ind i lokalet, hvor uddelingen skal finde sted, kan hun fortælle sine hjælpere, Anja Eg og Anne Dorte Duvier, at køen er på 48 personer. Det har betydning for, hvor meget hver enkelt kan få udleveret.
Der er slet ingen dialog med kommunen, og vi føler heller ikke, at der er den opbakning, som vi har brug for.
Tannie Eriksen, Stop Spild Lokalt Nakskov
- Det er vigtigt, at det kan betale sig for alle at komme forbi. Alle skal helst have noget godt med hjem, siger hun.
Nogle drikkevarer har pant, og den skal selvfølgelig betales, men der er også en sparegris til dem, der har lyst til at give en donation til de frivilliges arbejde. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
For et år siden var udleveringen lidt kaotisk, men siden er der kommet styr på procedurerne, og man er også kommet ud over de mange corona-restriktioner. Påskeudleveringen er den næststørste, kun overgået af julen, og 15 bliver lukket ind ad gangen. På den måde kan de tre frivillige hele tiden styre udleveringen, og der er plads til at folk kan pakke og komme ud med deres varer.
Savner eget sted
Efter et år i Sundhedscentret er de tre frivillige dog enige om én ting: De savner deres eget sted.
- At være i lånte lokaler, som vi deler med andre, giver store udfordringer i hverdagen. Vi skal flytte en masse borde og stole for at stille op, forklarer Tannie Eriksen.
Anne Dorte Duvier, Anja Eg og Tannie Eriksen kører Lolland tyndt for at indsamle varer, der kan gives gratis ud til de borgere, som har brug for en fremstrakt hånd. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
Hendes to hjælpere kan fortælle, hvor hårdt det er i ryggen hele tiden at stille ting frem og pakke det væk igen. Drømmen er, at kommunen stiller et brugbart lokale, som alligevel står tomt, til rådighed for Stop Spild Lokalt Nakskov. Fra lokalforeningen har man forsøgt at starte en dialog, men uden held.
- Der er slet ingen dialog med kommunen, og vi føler heller ikke at der er den opbakning, som vi har brug for, siger hun.
Oplever tyveri af varerne
Annonce
Nok har man plads i Sundhedscentret, men det er ikke optimalt. Andre har adgang til de rum, hvor der opbevares madvarer, og de tre frivillige har oplevet tyverier i sådan en grad, at køle- og fryseskabe nu har fået hængelåse på.
Varerne er selvfølgelig kasseret fra dagligvareforretninger i Nakskov, Rødby og Maribo, men når folk stjæler dem fra foreningen, er de frivillige mest frustreret over, at man faktisk stjæler fra folk, som virkelig har brug for hjælp.
Hvem er Stop Spild Lokalt?
Det var den dengang 17-årige Rasmus Erichsen, der i 2016 stiftede Stop Spild Lokalt som en facebookgruppe. Målet var at få folk til at dele overskudsmad med hinanden. I dag dækker organisationen 120 danske og én grønlandsk by. Der er også 19 madoaser, hvor der deres mad ud til folk med behov for ekstra hjælp.
Ingen må gå sultne i seng, og derfor kan man gennem Stop Spild Lokalt få udleveret akutkasser med mad.
Dagligt udlevere foreningens lokalafdelinger sammenlagt over 30 tons overskudsmad. I 2021 indsamlede Stop Spild Lokalt 10.821 tons overskudsfødevarer fra dansk-detailhandel, grossister, producenter og virksomheder. Den indsamlede mængde fødevarer har en anslået værdi på 222,6 millioner kroner, hvis tilsvarende mængde fødevarer skulle være indkøbt til discountpriser i Danmark.
- Vi kan jo se, at der virkelig er et behov derude, siger Tannie Eriksen.
Hvis Stop Spild Lokalt kunne få stillet egne lokaler til rådighed, ville det gøre hverdagen meget nemmere for de frivillige hjælpere, for den megen flytten rundt på varerne slider - og der er en masse praktisk arbejde som skal gøres hver dag, fordi det hele skal pilles ned når udleveringen af varer er færdig.
Der føres nøje kontrol med alle de varer, som foreningen henter ude i butikkerne. Skulle nogen blive syg af en vare, kan Stop Spild Lokalt hurtigt spore varen i papirerne. Også varer på køl skal der passes meget på. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
- Når vi udleverer fødevarer, skal vi følge Fødevarestyrelsens regler. Det handler eksempelvis om sporbarhed på varerne, kølekæden på frostvarerne, og at der er sat de rette papirer op, forklarer Tannie Eriksen.
Af samme grund kan de heller ikke være i tilfældige lokaler. Igen skal de kunne bruges til fødevarer, og eksempelvis skal rengøringen være nem. Da al arbejdet er frivilligt, er der heller ikke penge til at leje lokaler.
Arbejdede hele natten
Ud over de store udleveringer ved højtiderne, er der daglige udleveringer på hverdage - og der kan også laves akutkasser til nogle, som pludselig er blevet hårdt ramt. Det vigtige er, at disse varer ikke går til spilde, og samtidig hjælper nogle, som har brug for en håndsrækning.
Og hos Stop Spild Lokalt bliver alle varerne brugt. Det, der ikke kan udleveres, bliver brugt til dyrefoder, og på den måde nyder lokale dyr også godt af samarbejdet mellem de lokale forretninger og foreningen.
Skærtorsdag kom en af de faste brugere af tilbuddet forbi med kransekage til de frivillige. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
Men arbejdet er hårdt for de tre frivillige. Ved uddelingen op til nytår blev der knoklet fra klokken 15 til omkring 3.30 om morgenen. Så var det hurtigt hjem og sove lidt og så retur klokken 8 for at gøre klar til udlevering.
Annonce
Anja Eg, Anne Dorte Duvier og Tannie Eriksen fortæller dog samstemmende, at indsatsen giver rigtig meget igen. Folk er glade og taknemmelige, og det smitter selvfølgelig af. Ved uddelingen skærtorsdag var der eksempelvis en af de faste brugere, som havde hjemmelavet kransekage med til de tre.
Da torsdagens sidste udlevering havde fundet sted, havde 83 familier været gennem lokalet med de mange gratis varer. Selv om de frivillige fra Stop Spild Lokalt sikkert gerne ville hjem og slappe af, skulle der lige gøres rent og ryddes op - og lørdag gik det så atter løs.
Seneste artikler
Når natklubberne lukker, rykker festen videre
Lottomillionær nummer 4.000 nærmer sig: Den allerførste var fra Lolland
Vilde Nykøbing FC slog rekorder i hvepseboet
Søstre har stor tilknytning til broerne: - En særlig dag for os med både glæde og vemod
Ny minister til Folketidende: - Sikke’ en folkefest
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen