Succes-træner døde pludseligt: Jakobs organer lever videre i andre mennesker

”Den dag, jeg ikke er her mere, kan de bare tage fra mig, hvad de skal bruge. Jeg skal jo bare i et hul i jorden…”

Nogenlunde sådan sagde Jakob Vildenfelt fra tid til anden til sine nærmeste pårørende.

Og en nat i juni i år var han her ikke mere. På en villavej i Nakskov holdt hans 51-årige hjerte op med at slå.

To unge mænd fik i nattens mørke gang i hans hjerte igen, politiet blev tilkaldt - og snart landede den gule lægehelikopter nær ved, fik Jakob ombord og påbegyndte den lange flyvning fra det vestlige Lolland mod Rigshospitalet i København.

I helikopteren stoppede hjertet igen med at slå. Der blev gjort alt, men denne gang kom det ikke i gang igen.

Jakob Vildenfelt blev lagt i respirator. En mikroskopisk dråbe blod fandt vej til hans hjerne - og så længe der er blod, kan man ikke erklæres hjernedød. Men der kom ikke mere blod. Og efter et par døgn var det endegyldigt slut.

- Klokken 11.29 blev han erklæret hjernedød.

Anne Merete Vildenfelt, Jakobs mor, husker tydeligt det præcise tidspunkt, da hun mistede sin søn Jakob.

Denne efterårsdag nogle måneder senere sidder hun og ægtefællen Peter i deres hjem på Hans Fugls Vej i Horslunde, Jakobs barndomshjem, og fortæller.

Også Jakobs datter, 23-årige Emilie, sidder med ved bordet i den hyggelige stue. Som de så ofte gør. Snakken går om bordet - også om de svære dage i juni, da de mistede Jakob.

Sammen gennemlevede den nærmeste familie og nære venner en meget svær tid. De havde boet på Rigshospitalet i flere dage, de havde våget over Jakob, inden det endegyldigt var forbi.

Nu trøstede de hinanden. Og så kom det uundgåelige spørgsmål - vil Jakob donere sine organer?

- Han havde jo et par gange sagt til os, at den dag, han døde, så kunne ”de tage, hvad de skulle bruge…”.

Emilie Vildenfelt, den ældste af Jakobs to børn, mindes ganske tydeligt tiden på Rigshospitalet. Og her op mod juletid fortæller hun afklaret om de dage, da hun mistede sin far under dybt tragiske omstændigheder. Og samtidig skulle tage en meget skelsættende beslutning om sin fars organer.

- Den endelige beslutning lå hos mig og min mor, Janni, som min far var blevet skilt fra, men stadig havde nære bånd til. Vi vidste, at han mente det, han havde sagt. Så vi var ikke i tvivl. Jakobs organer skulle gives til andre. Det eneste, vi faktisk var i tvivl om, var, om det både var det indre og ydre, der skulle doneres. Så det skulle vi snakke igennem, fortæller Emilie.

Hun blev kortvarigt grebet af følelsen af, at folk, hun mødte på sin vej, måske bar noget af hendes far på det ydre. Og den følelse kunne hun ikke forlige sig med.

Beslutningen blev truffet hurtigt. Det skulle gælde de indre organer. Og der var ingen tvivl på baggrund af det, som Jakob havde sagt tidligere. Familien fandt ro i, at det var det, som Jakob selv havde valgt med ordene ”den dag, jeg ikke er her mere, kan de bare tage fra mig, hvad de skal bruge. Jeg skal jo bare i et hul i jorden…”

Det virkede roligt og betryggende i situationen, fortæller familien. Vennerne støttede op. Og enigheden betød rigtig meget, siger Anne Merete Vildenfelt i dag.

Så de indre organer skulle doneres, hvis ellers de kunne bruges. Og det kunne de. Der blev handlet hurtigt. Et lægehold trådte til. Og i dag lever Jakobs organer i flere andre personer.

- Jeg fik et opkald fra Rigshospitalet halvanden måned efter transplantationerne af organerne og fik at vide, at modtagerne havde det godt, fortæller Emilie.

I stuen i hjemmet på Hans Fugls Vej i Horslunde står og hænger mange familiebilleder. Et af de største er Jakobs portræt. Han fyldte meget. På den gode måde. Og nu lever nogle af hans organer videre i andre.

- Min far fik aldrig registreret sig som donor. Men da jeg for to år siden fødte mit første barn, mistede jeg en del blod. Og Jakob var selvfølgelig hos mig og min familie, og han sagde, at man skulle se at få meldt sig som bloddonor. Han sagde også det med organdonation, både til os og nogle af hans nære venner, der støttede os i beslutningen om at donere Jakobs organer, fortæller Emilie Vildenfelt.

Hun kigger på portrættet af sin far.

- Han sagde også en gang, at vi alle automatisk burde være donorer. Og så skulle man aktivt fravælge det. I stedet for aktivt at skulle tilvælge det. Men sådan er det jo ikke. Min far fik aldrig meldt sig til. Og sådan er der nok mange, der har det. Men vi var ikke i tvivl om hans holdning. Og nu kan vi tænke på, at andre lever takket være min far.