BILLEDSERIE: Markedstemning og den traditionelle markedspølse.
Der har været god gang i grillene på Døllefjelde-Musse Marked de seneste dage - og der er blevet langet mange af de legendariske Dølle-pølser over disken til sultne markedsgæster.
- Specielt her mellem klokken 11 og 14 er der gang i salget. Og så igen når damefrokosten er slut. Så er der nogen, som lige skal ud og have lidt ekstra at spise.
Sådan lød vurderingen lørdag først på eftermiddagen fra Grill 4, der blev bemandet af forældre til drenge på DMI og B.1990s U12- og U14-fodboldhold - og under styring af ”kaptajn” Michael Frederiksen. Til daglig træner han fodbolddrengene - i weekenden styrede han forældrene ved Grill 4.
- Det er fjerde år, jeg er med. Og det er hyggeligt at være her. Der er travlhed, men det er også sjovt. Og vi får mulighed for at snakke sammen på en anden måde end ellers. Og så er det jo en god måde at støtte klubben på, fortæller Michael Frederiksen.
Og der var masser af gæster på markedspladsen lørdag eftermiddag. Blandt boder, udstillere og serveringssteder var der masser af besøgende - og der var masser af muligheder for at få stillet sulten, få gjort en god handel og i det hele taget få sig en god snak om mangt og meget.
Læs mere om årets Døllefjelde-Musse Marked i Folketidende mandag.