Det er lidt en huskebog til Carl

NYSTED Mørke pletter, der lyser op. Hvor ingen har lyst til, de skal gøre det. Dårlige scanninger. Rigtig dårlige. Alt det kender 42-årige Mie Mikkelsen alt for meget til. Men som hun også siger: Livet er meget andet end dårlige scanninger.

Stærke ord fra en stærk kvinde. Det sidste kan der vist ikke være så meget tvivl om. Mange døre til endnu et angstprovokerende scanningsresultat har Mie ofte samlet mod til at gå ind ad. Engang lovede hun sig selv en ny smart gyngesofa, da panikangsten var allermest truende op til endnu en benhård afgørelse. Til endnu en melding om kræften havde spredt sig eller ikke spredt sig.

Det virkede i øvrigt ifølge Mie selv. Det med gyngesofaen. En forventning om en belønning løsnede lidt op for en spændetrøje af angst. Det var dengang. Siden er flere meldinger stødt til i en lang række af scanninger, som taler deres tydelige sprog og har gjort det længe: Mie er kronisk kræftramt. Det har hun været siden 2015. Sygdommen har spredt sig til lever og knogler.

Ofte handler bøger om kræft om, hvordan det er at være kommet ud på den anden side. Det kommer Mie ikke. Hun håber naturligvis på en hidtil ukendt medicin, som kan gå ind at gøre en afgørende forskel. Men som nævnt: Mie er kronisk syg, og kræften har spredt sig. Hun må leve med den.

Men hun holder vedholdende fast i at leve et lykkeligt liv. Med mange ture til sommerhuset i Nysted. Hun kalder det selv for sit lille paradis. Det blev købt for de penge, hun fik i erstatning efter et behandlingsforløb med fejl.

Klagesagen er i bogstaveligste forstand et afsluttet kapitel i Mies liv. Helt præcist endte den som kapitel 23. Ud af 37. Mies bog handler derfor om meget, meget mere end frustration, bitterhed og svær korrespondance med Patienterstatningen.

Heldigvis var der god hjælp fra familien. Og nu er klagesagen som sagt endt i et kapitel. Den er overstået. Men arbejdet med bogen har rippet op i mange behandlingsforløb. I hårde omgange med kræften. I allerede bearbejdede sorte dage. I dårlige scanninger. I minder om panikangst og chok.

- Det har været barskt at skrive den.

Mie stopper lige op for en kort stund denne eftermiddag i haven i sommerhuset i Nysted. Det virker ellers nemt for hende at tale om en svær og livstruende sygdom. Men der er ikke noget, der er nemt. Hun har blot besluttet sig for, at hun er meget mere end sin sygdom.

- Jeg har lært at omfavne den. Når jeg ryger ned i de sorte tanker, ved jeg godt, jeg kommer op igen. Jeg har lært, at lykken er på besøg som gæst. Det gælder om at lægge mærke til den, når den er der. En scanning er ikke en dødsdom. Der er andet i livet end en dårlig scanning. Der er også andet i livet end sygdom, og jeg rummer meget mere end sygdom, fortæller Mie.

Lige så klart og selvfølgeligt kalder hun også på sønnike for at høre, om ikke han vil med på et billede sammen med mor. Når nu avisen er på besøg.

Carl vil vist egentlig allerhelst fortsætte med at spille computerspil med fætter Oscar, der også er med i sommerhus i det sydøstlige hjørne af det Lolland, som betyder rigtig meget for mor.

Det er her, hun tanker op. Vender styrket tilbage til livet i København, hvor hun nu har boet i 20 år. I 2010 mødte hun sin elskede Jan. De fik Carl sammen. Og i dag er Carl også lidt af en hovedperson, når mor skal interviewes om sin nye bog. Den er nemlig tilegnet til ham. Eller som mor sagde det midt i en lang og god talestrøm om livskloge betragtninger og indsigtsfulde ord:

- Det er lidt en huskebog til Carl.

Og ikke kun det. Den engang ganske private udgave af en bog er nu endt i en lidt anden udgivelse, som alle kan læse med i. Blive klogere af. Ikke mindst i forhold til at søge hjælp. Her er et lille pluk fra Mies bog om netop den sag:

- I perioder, mens kræften har boet i min krop, har mit liv været sat på pause. Min hverdag har handlet om at holde styr på behandlingstider, piller, skemaer - og ikke mindst på mit eget tankemylder. Men jeg har ikke på noget tidspunkt villet acceptere, at jeg skulle dø af det her. Dø af kræft. Det kan jeg ikke gøre mod Carl. Men jeg har indset, at jeg selv må handle, række ud og søge hjælp. Hos læger, psykologer, præster, familie og veninder. Takket være dem har jeg lært at leve med, at jeg har en livstruende, kronisk sygdom, og acceptere, at kræften er et vilkår og en byrde, som jeg må bære.

Carl ville nu gerne med på billedet. Sammen med sin mor. Som er meget mere end sygdom. Hun er en fighter.