Nakskov 2030 holdt statusmøde i sidste uge - et år efter at direktøren for 2030-sekretariatet, Tim Jeppesen, tiltrådte. Deltagerne fyldte ikke meget i teatersalen; men en del fulgte mødet hjemmefra via Facebook og YouTube. Mødet sluttede med heftige ordvekslinger omkring Skibs- og Søfartsmuseets fremtid.
NAKSKOV Efter en noget vanskelig opstart, hvor alt blev forhalet i en anstrengende coronatid, har initiativet Nakskov 2030 fået fast grund under projekterne, som direktør Tim Jeppesen leverede en status over onsdag i sidste uge.
Som det vil være de fleste bekendt, er det 150 millioner kroner fra Lolland Kommune, Real Dania og A. P. Møller Fonden, som finansierer de mange tiltag i Nakskov 2030s planer for fremtiden og gerne skal få andre investorer til at smide penge i projekter i Nakskov midtby, på havnefronten og ved Hestehovedet.
Og det ser lovende ud, slog Tim Jeppesen fast. Som eksempel nævne han Bymidtefonden, hvor husejere i dele af midtbyen kan søge om tilskud til at renovere facader og tage på deres huse. Det er der allerede 18, der har fået penge til. Af Bymidtefondens 21 millioner er de otte brugt - og tilsvarende har husejerne selv tilsammen skudt omkring 8 millioner i forskønnelsen af deres hus - og deres by.
Et andet eksempel på, at 2030-midlerne har tiltrukket en ekstern investor er Toldboden, som Otto von Rosen for nylig har købt for at indrette hotel i den historiske bygning.
Byggestart til foråret
Det er projekterne i bymidten, som er længst fremme.
Renoveringen af Axeltorv har fået bølgerne til mere end at skvulpe på diverse møder og i medierne, både i de traditionelle og på de sociale. Men nu er en revideret lokalplan netop sendt i høring. Den har taget mange af indvendingerne fra modstanderne af det oprindelige arkitektforslag til efterretning, og Tim Jeppesen forventer, at lokalplanen godkendes på decembers byrådsmøde.
Det vil betyde, at selve byggeprocessen kan gå i gang til maj, og da det vil tage omkring et år at renovere hele torvet, kan Nakskovs beboere se frem til at kunne tage deres nye torv i brug i foråret 2023.
Polemik om Søfartsmuseet
På havnefronten går planerne bl.a. ud på at omdanne havnebygningen til både et formidlingshus, en café og et sted, hvor byens borgere kan mødes.
Hvad der skal ske med Skibs- og Søfartsmuseet og Peter Freuchen Selskabets samlinger er stadig ikke på plads. Og det er der stor utilfredshed med hos dem, som har med de to museer at gøre. De føler sig kørt ud på et sidespor og slet ikke hørt, og under statusmødet var der intet, som tydede på, at der er basis for en konstruktiv dialog de to parter imellem.
Men der kommer dog til at ske spændende ting på havnefronten, hvilket billedet her ved siden af vidner om. Der er lagt op til, at havnefronten både ude og inde bliver et hyggeligt mødested for både byens borgere, gæster og turister.
Ferieboliger ved Fjorden
Planerne for Hestehovedet er også i fuld gang med at blive realiseret. Her er bl.a. strandtorv, solfaldstrappe og legeplads allerede taget i brug.
Til efteråret skal badebroen gennem en tiltrængt istandsættelse, og på tegnebordet er planer om at etablere en række ferieboliger ud til fjorden, ligesom man gerne vil etablere en stiforbindelse til Tårs og gøre vejen ud til Hestehovedet bedre og mere tilgængelig. Måske kommer der fremover også andre sejlmuligheder end Postbåden på Fjorden.
Hvis du vil høre og se hele mødet, kan du streame det online på Facebook og YouTube: https://youtu.be/ZLJbDjfNqHw