Kirkegården i Toronto er et åndehul i den pulserende storby

Første stop på visitatsrejsen var i Toronto, hvor den danske menighed har egen dansk kirke, præstegård og begravelsespark uden for byen.

I 1957 købte nogle fremsynede danskere en stor grund i udkanten af byen og opførte en dansk luthersk kirke sammen med en præstegård.

Byen er i mellemtiden vokset, så kirken i dag ligger inde i selve Toronto. Det var dengang en dansktalende menighed med lidt engelsk iblandet. I dag er det en engelsktalende menighed med lidt dansk iblandet.

De fleste efterkommere af danskerne taler nu engelsk eller har giftet sig med en canadier, der ikke taler dansk. Så der tales primært engelsk, og kun i mindre omfang dansk med udtryk og tonefald, som blev talt i Danmark i 1950 og 60'erne.

De mange indvandrere var dengang unge familier, der i den danske kirke fandt et sted, hvor de følte sig hjemme og kunne fortsætte det kirkeliv, de kendte hjemme fra Danmark. Danskerne blev imidlertid hurtigt integreret. Lærte nemt at tale engelsk og blev dansk-canadiere.

Et blik på billederne af konfirmanderne igennem kirkens historie taler sit tydelige sprog. I 1964 var der 28 konfirmander. I 2007 var der 5 og i 2021 kun 3.

Toronto er i dag en pulserende storby, Canadas største med mere end seks millioner indbyggere - flere end hele Danmarks befolkning tilsammen. Der er et evigt mylder af mennesker fra alverdens nationer.

Ifølge FN er det verdens mest etnisk sammensatte by, hvor der tales mere end 100 forskellige sprog, og hvor over halvdelen af indbyggerne er født uden for Canada.

De lever i en by med høje skyskrabere, der skygger, så solen sjældent når gadeplanet, der er en konstant trafikstrøm langs veje og gader, og på den ottesporede motorvej ind og ud ad byen skal man altid regne med at sidde fast i en kø.

Ofte fortæller rejseberetninger lige så meget om den, der beskriver noget, som selve det, der beskrives. Og indrømmet - jeg bliver meget hurtigt mættet af storbyens evige puls, støj og forurening og kommer hurtigt til at savne den friske luft samt naturens fred og ro.

Derfor var et besøg på den danske kirkegård, Sunset Mindepark i et fredfyldt skovområde uden for Toronto, en ren lise.

Området minder mere om en kæmpestor skovkirkegård end en kirkegård med stier af perlesten, som vi kender fra kirkegårde i Danmark. Her i denne smukke oase, hvor der er masser af frisk luft, fuglesang, blomster og store træer, bliver danskerne bisat fra et lille kapel, og urnen sættes ind i mur, hvorpå der er en mindeplade med navn på. I Canada bliver man sjældent begravet. Man bliver kremeret, og først derefter holdes bisættelsen med jordpåkastelse på urnen. Så er der tid til at samle familien, der ofte kommer langvejs fra.

I Sunset Mindepark blev vi modtaget af Lis og Søren med kaffe og kage. De kom begge til Canada i slutningen af 1950'erne, og selv om de nu er i 80'erne, er det fortsat dem, der frivilligt holder kirkegården og passer stedet med stor veneration. De er begge tæt knyttet til kirken, mens deres børn ikke er.

De er vokset op i Canada og har ikke den samme relation til det danske kirkeliv som forældrene. Derved ligner Lis og Sørens børn mange andre anden- og tredjegenerationsindvandrere fra Danmark. Livsstilen og mentaliteten er i dag ganske anderledes end i 1950'erne.

Folk arbejder mere og har mange andre interesser. Kirkeårets store festdage kan dog stadigvæk trække fulde huse, som til fastelavn og påske og ikke mindst til jul.

Blandt andet for at få bedre plads til den årlige julebasar, der bidrager godt til kirkens økonomi, arbejder kirkerådet i Toronto på at skabe et mere fleksibelt kirkerum.

Bænkerækkerne er derfor solgt, og i stedet er Arne Jakobsens Syver-stole bestilt sammen med nye PH-lamper til kirken, fordi det giver nye muligheder for at anvende kirkerummet til andre aktiviteter.

Det er ganske som hos mange menighedsråd i Danmark, der også gerne vil fjerne bænkene fra kirkerummet i denne tid.

I Danmark fortæller Nationalmuseet, at det er ønske nummer ét blandt landets menighedsråd.

Mange ønsker at fjerne kirkebænkene og erstatte dem med stole, der kan flyttes, så kirkerummet kan anvendes på andre måder end søndagens højmesse.

Kirkerne i Canada finansierer selv alle aktiviteter, inklusive præsternes lønninger, vedligeholdelse af præstegårde, kirkerum, sognegårde og som i Toronto også kirkegården.

I gennemsnit koster det en million kroner om året at drive en dansk kirke i Canada. Selv om kirkerne tjener gode penge på julebasaren og på sociale arrangementer, hvor der sælges smørrebrød og anden dansk mad, så "kan vi ikke spise os ud af det", som en dame i menighedsrådet sagde.

Der skal også samles penge ind via donationer, arv og kontingenter.

Det er en evig kamp for kirkerådene at få samlet den årlige million, ikke mindst fordi mange danskere er vant til, at kirken altid er der for dem, når de har brug for den - uden man skal bekymre sig om finansieringen.