Et fuldstændig proppet tidligere rådhus dannede rammerne om spidskandidaternes første møde
STUBBEKØBING Sætninger, der begynder med frasen "parkeringskaos nær Torvet i Stubbekøbing" er en sjældenhed i disse spalter, men mandag aften var den god nok.
Her var samtlige parkeringspladser i en radius af flere hundrede meter af byens gamle rådhus optaget kort før klokken 19, hvor kommunalvalgkampens første stormøde skulle løbe af stablen.
Interessen overvældede arrangøren, Dansk Folkeparti.
Der blev fundet ekstra stole frem, folk sad halvvejs rundt om hjørner for at få chancen for at følge de spørgsmål, Guldborgsunds borgmester John Brædder (L), og byrådsmedlemmer René Christensen (DF) og Simon Hansen (S) fik mulighed for at svare på foran den fyldte sal.
Emnerne dikterede vælgerne helt og holdent. Nogle af de spørgsmål, der kom fra salen, havde spidskandidaterne givetvis gættet hjemmefra - udviklingen af Stubbekøbing Havn var et af de mere populære emner, der blev bragt op, og her var der, som på mange af mødets andre punkter, en udpræget enighed mellem de tre spidskandidater.
- Økonomien bag nedrivningen af siloen på havnen er på plads. Vi var nødt til at bidrage en smule med skattepenge for at få de her siloer væk - ellers havde der været en tidshorisont på måske fem år, før DLG havde nået til vores landsdel. Og så er det vigtigt, vi får drøftet, hvordan området skal bruges, lød svaret fra den siddende borgmester.
- Jeg er sådan set ret enig. Når man får lavet projektet, er det vigtigt, at vi ikke på forhånd definerer, hvad det skal ende med, men at vi inddrager borgerne og deres ideer til, hvad havnen skal være for et område, fulgte René Christensen trop.
Sjældent uenige
Andre emner var kommunens ældrepleje, der fik kritik fra flere sider, prioriteringen af børn og unges muligheder for at få en god og gavnlig skolegang, iværksætteri blandt unge, diverse trafikale udfordringer og en masse andre ting.
Det var sjældent, man som tilskuer kunne spotte en reel uenighed om mærkesagerne. Ofte refererede de tre drevne kommunalpolitikere til hinandens svar på diverse spørgsmål i rosende vendinger, og der blev på intet tidspunkt dårlig stemning blandt spidskandidaterne.
- Vi kommer til at se meget til hinanden de kommende seks uger - og det kan da være, det her bare var opvarmningen til senere, lød vurderingen fra en storsmilende John Brædder, efter sidste spørgsmål var besvaret.