Finansministeren er enig i, at udlændinge skal optjene retten til sociale ydelser i Danmark for at få dem.
Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) tilslutter sig idéen om, at udlændinge i Danmark skal optjene retten til at modtage sociale ydelser.
Det har Dansk Folkeparti og Liberal Alliance foreslået i forbindelse med forhandlingerne om næste års statsbudget, finansloven. De vil have udlændinge til at betale til systemet et stykke tid, før de kan få ydelser fra det.
Finansministeren vil undersøge sagen.
- Det er klart, når alle nævner den samme problemstilling, så vil det selvfølgelig være en central ting. Og personligt deler jeg det også. For hele vores system i Danmark er baseret på noget andet end resten af verden. Derfor kan der være god mening i at se på optjeningsprincipper, siger Claus Hjort Frederiksen.
Liberal Alliance mener, at udlændinge skal afkræves en privat sygesikring for at kunne arbejde i Danmark. Finansministeren vil ikke komme ind på, hvordan et nyt system vil kunne se ud og om det for eksempel kun skal gælde for personer fra lande uden for EU.
- Vi må se på indretningen af vores sociale system. Vi har jo ikke et optjeningsprincip, bortset fra folkepensionen. I modsætning til en række andre lande. Det har der været en interesse for at se på. Det er ikke noget, man lige kan trylle frem. Det er formentlig et kompliceret arbejde, siger Claus Hjort Frederiksen.
/ritzau/