Trods sin status som landsholdsanfører er Christian Poulsen ikke med, når Danmark møder Norge 6. september.
Christian Poulsen er godt klar over, at han ikke står først i køen til fodboldlandsholdet trods sin status som anfører.
Midtbanespilleren er langt fra spilletid i sin klub Liverpool, og derfor har landstræner Morten Olsen valgt at se bort fra Poulsen.
- Jeg er ærgerlig og skuffet, men jeg må erkende, det er et resultat af min klubsituation, siger han til sporten.tv2.dk.
- Jeg accepterer Mortens beslutning, men selvfølgelig er jeg skuffet. Jeg ville gerne have hjulpet holdet mod Norge, siger Poulsen.
Han og agenten Jørn Bonnesen er i fuld gang med at finde en ny klub. Lykkes det inden transfervinduet lukker om mindre end en uge, tror midtbanespilleren også på et comeback på landsholdet.
- Jeg håber, at jeg klan vende stærkt tilbage, siger han.
/ritzau/