Verdens hurtigste mand, Usain Bolt, vil gerne afprøve sine evner som fodboldspiller hos Manchester United.
Fartfænomenet Usain Bolt afslører, at han gerne vil afprøve sig selv på højeste niveau som fodboldspiller for Manchester United, når den jamaicanske verdensrekordholder en dag stopper karrieren inden for atletik.
- Jeg har ønsket at spille i lang tid og vil gerne se, om jeg kan blive god.
- Hvis jeg kunne få chancen, vil jeg gerne se, om jeg har evnerne til det at spille for et hold - selv et af de mindre hold i Premier League eller en af de lavere divisioner, siger Usain Bolt til den franske tv-station Canal+.
Den største drøm er dog at spille for Manchester United, hvis spillere han tidligere har mødt.
- At spille sammen med Wayne Rooney og hans holdkammerater ville være en ære for mig.
- Da jeg mødte dem første gang, var jeg meget beæret. Det var meget overraskende, at de vidste, hvem jeg var. Det var fantastisk, siger verdens hurtigste på 100- og 200-meteren.
24-årige Bolt afslører samtidig, at han stopper karrieren, når han bliver 30 år.
/ritzau/