Ulrik Wilbek ærgrede sig over nederlaget til Kroatien ved EM. Landstræneren åbnede op for et mindre generationsskifte på holdet frem mod OL i London i 2012.
Danmark er røget om bag i køen af verdens fem bedste nationer, og Ulrik Wilbek sigter allerede nu efter at skifte lidt ud på holdet frem mod OL i London i 2012. Det sagde landstræneren efter nederlaget til Kroatien ved EM i Østrig, hvor medaljekampene glippede.
- Vores målsætning bliver nu OL i 2012. For hvis vi skal have en lille omrokering på holdet, det behøver ikke være hele holdet, eller halvdelen, der skal skiftes ud, men hvis vi skal have et lille generationsskifte, så kan det måske ske hen over VM i 2011, siger Wilbek.
Nederlaget på 23-27 til Kroatien var et tegn på Danmarks sande styrke lige nu, og derfor skal der muligvis ændres lidt på holdet i de kommende år.
- Det resultat, vi har opnået ved EM er meget karakteristisk for, hvor vi er lige nu. Det er interessant for mig, som skal se det i et fremtidsperspektiv, fordi der er to et halvt år til OL. Jeg skal have snakket med spillerne om, hvad vi nu skal gøre, fortæller Wilbek og tilføjer:
- Vi er lige nu efter de fire bedste hold i verden, og som jeg har set Spanien spille i den anden halvdel, så spiller de også bedre end os i øjeblikket. Så vi er nok omkring nummer seks lige nu, og så må vi prøve at se, om vi kan komme op igen blandt de fire bedste. Vi har holdt os blandt de otte, som vi hele tiden har aftalt, vi gerne ville.
Wilbek mener, Danmark savner flere skudstærke bagspillere og åbner samtidig op for et comeback til Lasse Boesen, som han skal snakke med.
- Vi mangler flere farlige bagspillere. En masse har bidraget, men det er kun Thomas Mogensen og Mikkel Hansen, der har været rigtig farlige. Det er ikke nok, og vi skal lære at spille over for forsvar, som kommer frem hele tiden, siger landstræneren.
/ritzau/