Den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, opfordrede lørdag Kina, som er partner med Iran, til at bruge sin indflydelse for at få skabt ro i Mellemøsten.
Blinken gav opfordringen i en timelang telefonsamtale lørdag med den kinesiske udenrigsminister, Wang Yi. Det oplyser en talsperson for det amerikanske ministerium, Matthew Miller.
– Vores besked var, at det er i vores fælles interesse at stoppe konflikten i at sprede sig. Det kan være brugbart, hvis Kina kan bruge sin indflydelse.
Kina har et "varmt" forhold til Iran, skriver AFP.
Iran støtter Hamas og Hizbollah, ligesom Iran ifølge flere medier har haft en planlæggende rolle i sidste uges angreb fra Hamas mod Israel.
Kinas udenrigsminister, Wang Yi, siger i en erklæring fra det kinesiske udenrigsministerium, at store lande må tage en ledende rolle i opretholdelsen af international lov.
Han efterlyser et møde om fredsforhandlinger hurtigst muligt, og samtidig giver han sit bud på en løsning:
– Det afgørende for palæstinenserne er, at der bliver implementeret en tostatsløsning, siger han ifølge AFP.
- USA bør spille en konstruktiv og en ansvarlig rolle i konflikten mellem Israel og Gaza, siger den kinesiske minister.
/ritzau/AFP