En mand er dræbt, og en pige er såret efter en kraftig bombeeksplosion foran en offentlig bygning i Grækenlands hovedstad, Athen.
En kraftig bombe er eksploderet i den græske hovedstad, Athen, og har dræbt en mand og såret en 10-årig pige.
Bomben eksploderede i det vestlige Patissia-distrikt uden for en offentlig bygning sent søndag aften, oplyser politiet.
- En mand er dræbt, og en pige er såret, siger en politimand.
Pigen blev bragt på hospitalet, hvor hendes tilstand betegnes som kritisk. Pigens mor blev også lettere såret i eksplosionen, der fandt sted klokken 20.50 dansk tid.
Det græske anti-terrorpoliti afspærrede umiddelbart efter området.
Angreb rettet mod offentlige bygninger og virksomheder sker relativt ofte i Athen. Det er dog sjældent, at nogen kommer til skade, da der normalt kommer en advarsel på forhånd, så politiet kan nå at rydde området.
Det seneste angreb, der resulterede i tilskadekomne, skete i oktober 2009, da seks politibetjente blev såret under et angreb med automatvåben mod en politistation.
/ritzau/AFP