Med stemmerne 285-144 vedtog det ene kammer i USA's kongres - Repræsentanternes Hus - onsdag at forlænge det såkaldte gældsloft med knap fire måneder.
Dermed er risikoen for, at staten går i betalingsstandsning, mindsket, og politikerne har købt sig tid forud for nogle vanskelige forhandlinger.
Nu skal Kongressens andet kammer, Senatet, også stemme om forlængelsen, men her ventes det vedtaget.
Afstemningen kommer formentlig i næste uge.
Derpå skal præsident Barack Obama godkende forslaget, men Det Hvide Hus har på forhånd sagt, at han ikke vil stå i vejen for vedtagelsen.
Efter afstemningen i Repræsentanternes Hus byder Det Hvide Hus resultatet velkommen, men siger, at en forhøjelse af gældsloftet i en længere periode vil være at foretrække.
Republikanerne i Kongressen har hidtil modsat sig det, men blødte op i spørgsmålet tidligere på ugen.
Hidtil har Republikanerne forlangt øjeblikkelige nedskæringer i statens udgifter som modydelse for en forøgelse af gældsloftet.
/ritzau/AFP