En russisk domstol har tirsdag fastslået, at den spionageanklagede amerikanske journalist Evan Gershkovich skal forblive varetægtsfængslet til mindst 29. maj.
Det er sket ved et retsmøde i Ruslands hovedstad, Moskva. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Dermed er hans anke vedrørende betingelserne for fængslingen, som har ført til store protester fra USA, blevet afvist.
Endnu er der ikke taget stilling til selve anklagerne, som kan give op til 20 års fængsel. Det vides ikke umiddelbart, hvornår en mulig sag kommer for retten.
Nyhedsbureauet AFP beskriver, at dommeren læste kendelsen højt og sagde, at varetægtsfængslingen skulle "opretholdes", hvorefter Evan Gershkovich svarede på russisk:
- Det er forstået. Mange tak.
Den 31-årige amerikaner, som arbejder for avisen Wall Street Journal, blev i slutningen af marts anholdt i byen Jekaterinburg.
Den russiske sikkerhedstjeneste FSB oplyste 30. marts, at Evan Gershkovich "blev taget på fersk gerning" i at indsamle oplysninger for USA om en virksomhed, der indgår i Ruslands "militære forsvarskompleks".
Gershkovich og hans arbejdsgiver, Wall Street Journal, afviser anklagerne.
Rusland har endnu ikke offentliggjort beviser, der understøtter anklagerne.
USA's præsident, Joe Biden, har kaldt Ruslands behandling af journalisten for "totalt ulovlig". USA mener, at han er uretmæssigt tilbageholdt - og dermed også, at der ikke er hold i anklagerne.
Evan Gershkovich er 31 år og taler flydende russisk. Hans forældre flygtede i 1979 fra det daværende Sovjetunionen og tog til USA under Den Kolde Krig.
Han havde som journalist beskæftiget sig med Rusland i mere end fem år, da han blev anholdt.
En af hans advokater, Maria Kortjagina, siger efter tirsdagens retsmøde, at Gershkovichs "kampånd" er intakt, og at han er klar over, at folk støtter ham. Det skriver AFP.
Medier beskriver fra retslokalet, at 31-årige Gershkovich, der havde cowboybukser og ternet skjorte på, så rolig ud og endda af og til smilede inde fra det glasbur, hvor han befandt sig.
/ritzau/