Det kan tage helt op til et år, før der er renset op efter en omfattende giftulykke i Ungarn tirsdag, siger myndigheder.
En giftulykke i det vestlige Ungarn er så omfattende, at der kan gå helt op til et år, før giften er renset op. Det anslår Ungarns miljøminister, Zoltan Illes.
Tre voksne og et barn omkom, mens flere end 120 blev kvæstet, da en dæmning ved en sø fyldt med giftigt mudder og slam brød sammen.
Enorme mængder mudder har oversvømmet flere byer og landområder, og regeringen i hovedstaden Budapest har erklæret undtagelsestilstand i flere amter.
- Oprydning og rengøring af de forgiftede områder vil tage måneder, måske et år, siger Zoltan Illes til ungarske medier, efter at han har besøgt området.
Han betegner ulykken som den værste miljøkatastrofe i Ungarns historie.
Mindst 40 kvadratkilometer er stærkt forurenet af den giftige røde slam, som kommer fra et aluminiumsværk i byen Ajka.
- Udgifterne til oprydningen kommer op på millioner af euro, siger miljøministeren videre.
Virksomheden skal betale for oprydningen, men det er ikke sikkert, at den har penge nok. Derfor bliver det i første omgang regeringen, der betaler.
- Muligvis vil Ungarn bede om hjælp og bistand fra EU, siger Zoltan Illes.
Ingen ved, hvor store mængder gift der er løbet ud af giftsøen. Foreløbige overslag tyder på mindst 600.000 kubikmeter.
/ritzau/AFP