NAKSKOV: Nakskov Bibliotek er ved at drukne i kasserede bøger, så er du på udkig efter bøger - til at læse i, til at pynte op med eller til noget helt andet - så er der chance for at gøre nogle virkeligt gode og billige køb, når biblioteket inviterer til bogsalg.
Bogsalget foregår i bibliotekets mødesal. Dørene åbnes lørdag 4. februar klokken 10.
De følgende fire timer vil der være personale tilstede i salen, som tager imod betalingen enten kontant, på kort eller via MobilePay.
Bogsalget fortsætter til og med onsdag 8. februar klokken 17, hvor man i den betjente åbningstid kan betale ved bibliotekets skranke.
Køb uden for åbningstid
Som noget nyt vil registrerede brugere af biblioteket denne gang også have adgang til bogsalget i den selvbetjente åbningstid. Det vil blandt andet sige om aftenen indtil klokken 22.
Husk dog, at hvis du vil købe noget i den selvbetjente åbningstid, kræver det, at du har mulighed for at betale med MobilePay.