Hvad vandet førte med sig

Nede i bunden af Uglevej i Gedesby har Jan Thomsen sit sommerhus. Det har han haft i 20 år, men sommeren i år har været lidt, ja, anderledes end alle de andre år. I stedet for at dase i solen og ordne lidt i haven, har Jan måttet kæmpe en ulige kamp mod de vandmasser, der længe truede med at opsluge hans grund og trænge ind i hans sommerhus.

De sidste 14 dage af Jans sommerferie blev alle brugt i vandkaosset. Nu er han startet på arbejdet som tømrer igen, men tankerne kredser stadig mere eller mindre hele tiden om sommerhuset.
- Det var jo min pensionsopsparing, der var ved at ryge, siger Jan.
Men heldigvis også kun lige ved og næsten, for forsikringsselskabet har godkendt skaderne og dækker skaderne. Én ting mindre at bekymre sig om.

Vandet nåede aldrig ind over dørtærsklen på sommerhuset, men det nybyggede udhus i baghaven led en mere dyster skæbne. Jan åbner døren til udhuset, og et tomt rum med bare vægge og en affugter i midten bliver afsløret. Da det var værst stod vandet i ti centimeters højde. Der var ikke noget at gøre, alt indeni skulle rives ned.
- Undtagen gulvet, det er jo beton, siger Jan.
Græsset, som beklæder den store baghave, burde lige nu være grønt og frodigt. I stedet er det trist at se på, og flere steder er det der slet ikke. 
- Det varer nok lige lidt, inden der kan stå en liggestol derude igen, siger Jan og smiler skævt.

Tilbage på vejen.
- Det er jo ikke kun hernede hos os, det er slemt, det er også langt oppe ad vejen, siger Jan til mig, dagens udsendte reporter, og peger op ad den smalle vej. Og rigtigt nok bærer den mudrede og overmættede jord ganske tydeligt præg af at have stået under vand det seneste stykke tid. Jeg tænker for mig selv "gudskelov jeg ikke parkerede hernede. Jeg var aldrig kommet fri igen."

- Kan du lugte det?, siger Jan til min fotograf, Claus, som i mellemtiden har sluttet sig til os. For hvert skridt vi tager bliver jorden hvirvlet op, og lugten, det skaber, er ikke til at tage fejl af - det er kloakvand.
- Vi har ringet flere gange til kommunen, men de havde travlt. Så vi er jo spændte på, om de får gjort noget ved kloakkerne." 

Når vi kommer forbi de andre huse i kvarteret, kan vi gennem ruderne se, at de alle har én ting tilfælles: affugtere. Det, og så de mørke plamager på vægge og gulve, som vandet har ført med sig.
- Ja, der er jo ikke meget andet for nu end at affugte og så vente på, at vi kan bygge op igen, siger Jan og fører os ned til åen omme bagved Uglevejens sommerhuse.

- Her er de kanaler, vi gravede ned til åen for at lede vandet væk, siger Jan og peger på nogle render i jorden. De pumper, som fik ført vandet hen til renderne og videre ud i åen, skaffede Jan gennem nogle smede, som han kender fra sit arbejde som tømrer. Hvis ikke han havde gjort det, er han sikker på, at vandet også ville have fundet vej ind i hans sommerhus.
- Hvis ikke vi havde pumpet, havde vandet stået 18 centimeter højere. Det kunne vi se på kloakken, siger Jan.

En grøn postkasse på en pæl giver et praj om, hvor højt vandet egentlig nåede. En svag streg på postkassen, der når mig til et godt stykke opad låret, viser hvor vandstanden stod, da det var allerværst. Og selvom jeg med mine 161 centimeter ikke er blandt de højeste, så er det stadig et godt stykke. Og meget svært at forestille sig, medmindre man har været der, da vandkaosset for alvor stod på.

Et sidste billede skal skydes til artiklen, og min fotograf Claus beder Jan om at sætte sig på hug i én af de små søer, som vandet har skabt foran huset. Jan smiler og udbryder højt:
- Jaja, men vel ikke for langt ned?!