Annonce
Guldborgsund

Holder den politiske fredning af poolhusene i retten?

Tidslinie for poolhuse. September 2021 Foto: Privat

Sagen om 10 store sommerhuse, der ikke kunne rummes i lokalplanen, behandles i retten på onsdag, hvor borgerne måske får svar på spørgsmålet.

MARIELYST Der er lagt op til en spændende dag i Retten i Nykøbing, når sagen om de 10 store sommerhuse ved Marielyst Ferieby på onsdag skal behandles. Husene kunne ikke rummes i lokalplanen, men politikere fra Venstre og Guldborgsundlisten stemte for en ny.

På den ene side i retssagen står modstanderne, fire naboer med mindre sommerhuse i Feriebyen. De bliver repræsenteret af advokat Stine Kalsmose Jakobsen fra Holst Advokater.

Naboerne har stævnet Guldborgsund Kommune, som undervejs i sagen har søgt juridisk bistand hos Advokatfirmaet Horten. Selve ordlyden af stævningen har det ikke været muligt for Folketidende at få oplyst. Retten frigiver først dokumenter om de påstande, der skal behandles, to dage før retsmødet. Stine Kalsmose Jakobsen har tidligere sagt følgende til Folketidende:

- Formålet er at få kommunen til at anerkende, at der kun kan ske en fysisk lovliggørelse.

Hvis hendes udtalelser fra februar står til troende, bygger man sagen på, at helhedsplanen for Marielyst lægger vægt på, at der skal bygges små traditionelle sommerhuse med fokus på grønne, rekreative enheder. Dernæst vil der være fokus på lokalplanen.

- Den (Guldborgsund Kommune, red.) vil antageligt slå på, at en nedrivning vil medføre værdispild, men man kan ikke lave en ny lokalplan på baggrund af økonomiske interesser. Kommunen har fået advarsler i hobetal. Så ved at tillade det videre byggeri accepterer kommunen altså en risiko, sagde advokaten.

Vandet i åen

Men udtalelserne er som sagt syv måneder gamle. Siden da er løbet en hel del vand i åen. I offentlighedens øjne er vandet i åen mest af den plumrede, politiske slags. For eksempel hvis man kaster blikket på Venstres håndtering af sagen. For der har været udfordringer med at finde vejen og, ikke mindst, at blive på den.

Et medlem som Lis Magnussen stemte på et møde i teknik-, miljø- og ejendomsudvalget 15. marts imod en lovliggørende lokalplan, og straks derefter kom Venstres gruppeformand, Ole K. Larsen, med følgende udtalelse i en pressemeddelelse.

- Når borgerne efter et langt sagsforløb har fået medhold i sagen, vil det være helt urimeligt, hvis vi politikere efterfølgende går ind og ændrer reglerne med tilbagevirkende kraft. Det vil ikke være en fair måde at behandle borgerne på.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Næsten tæsket

I måneden fra udvalgsmødet til byrådsmødet kom det frem, at medlemmerne i Venstre vaklede. Heriblandt Lis Magnussen, der til Folketidende udtalte, at hun "næsten var blevet tæsket" for ikke at stemme for en lovliggørelse på udvalgsmødet.

Om og hvor meget det medvirkede til hendes holdningsændring i sagen, har Folketidende ikke kunnet få Venstrekvinden til at sætte ord på.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Byplanarkitekten, der gik

Med til at mudre vandet i den politiske å var også Guldborgsundlisten. For eksempel formanden for teknik-, miljø- og ejendomsudvalget, Peter Bring Larsen (G), der først ikke havde modtaget en mail med advarslen fra kommunens egen byplanarkitekt, Göran Christiansen, om, at kommunen var på galt spor og siden alligevel fandt den, men tilsyneladende aldrig havde læst den.

Borgmester John Brædder (G) er af både Folketidende og flere landsdækkende medier blevet spurgt til, hvorfor man ikke lyttede til fagmanden, der netop advarede om, at byggeriet af de 10 store sommerhuse ikke kunne rummes i den gældende lokalplan. Til Planklagenævnets afgørelse sagde John Brædder tilbage i januar:

- Jeg er skuffet og dybt, dybt overrasket. Det er en sag, hvor vi har haft både vores egne folk og eksterne rådgivere på, så det er jeg da forundret over.

Den udtalelse fik Göran Christiansen til at tage bladet fra munden. Han berettede om det advarselsflag, han allerede tidligt havde hejst, og om, hvordan han selv sagde sin stilling op, fordi ledelsen havde indledt en sag mod ham for illoyalitet. Guldborgsund Kommune vil dog hverken be- eller afkræfte det udsagn, da der er tale om en personalesag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bygherre betaler professor

Det er altsammen episoder, der i nogens øjne giver Venstre og Guldborgsundlisten ridser i lakken op til et kommende kommunalvalg. De to partier endte med at stemme for et kompromis, en kombineret løsning mellem de to muligheder, Planklagenævnet havde skitseret - enten en fysisk eller en retlig lovliggørelse. Ideen til den kombination kom fra juraprofessor Peter Pagh, som bygherren havde betalt for at komme med sin vurdering.

Både Berlingske, Jyllands-Posten og DR har berettet om sommerhussagen, der i øvrigt ikke er unik for Guldborgsund Kommune. Lignende finder sted i både Nordsjælland og Sønderjylland, men at det kommer til en retssag, hvor borgere stævner kommunen, er ikke hverdagskost.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lokalplaner beskytter ikke

Kommunalforsker Roger Buch har til Folketidende, allerede før Planklagenævnets afgørelse, været inde på borgernes fejlagtige tro på, at lokalplaner beskytter dem.

- Vi ser ved ankesager og sager, der har været ved Ombudsmanden, at sagerne bliver sendt tilbage til kommunerne med beskeden om, at der er fejl i deres materiale. Så retter kommunen fejlen, og sagen kører videre.

De fleste borgere ville nok have givet op efter byrådsmødet 15. april, hvor Guldborgsundlisten og Venstre lige akkurat mønstrede et flertal, som kunne rette fejlen.

Men sagsøgerne er ikke som de fleste. De har førhen givet udtryk for, at de er villige til at tage sagen hele vejen til Højesteret om nødvendigt. En af de fire, Flemming Dan Nielsen, har forklaret, at hans retsbevidsthed er krænket.

- Vi håber og tror på, at dommerne vil statuere et eksempel og sende et signal om, at den praksis med at ændre lokalplaner efter forgodtbefindende skal ophøre. Jeg kæmper for, at andre ikke skal bruge halvandet år af deres liv på en lignende sag, har han tidligere sagt til Folketidende.

Lignende udsagn kom fra Ulrich Gosewinkel lige efter Planklagenævnets afgørelse.

- Jeg har jo været der, mens de fældede træer og byggede. Jeg tænkte, det kan ikke være rigtigt. Jeg begyndte at tvivle på Danmark og det danske retssystem. Jeg kunne ikke forstå, hvordan det kunne være muligt, lød det dengang.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Stor lyst til debat

Imens sagen har kørt, er læserbreve landet i en lind strøm på avisen. Både fra andre naboer, der ikke er tilfredse med byggeriet, men også fra tilhængere af husene. Da der tegnede sig et flertal for nedrivning, kom de også fra ejerne af de nye sommerhuse ved Feriebyen og fra bygherre. Læserbrevsskribenterne vil formodentlig følge med i retsmødet på onsdag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mulige vidner

I retten kan tilhørerne se frem til en proces, hvor indkaldte vidner er forpligtet til at tale sandt under ed. Hvem forsvarer og anklager ender med at kalde i vidneskranken, ved kun de. Men et bud kunne være fremtrædende embedsfolk fra Guldborgsund Kommunes teknik- og miljøafdeling, for eksempel direktør Christian Refstrup og leder af myndighed i samme afdeling Casper Henriksen, der begge har været tæt på processen. Ligesom det er meget sandsynligt, at den tidligere byplanarkitekt Göran Christiansen også indtager vidneskranken.

Hvordan og om vælgerne dømmer politikerne, må vi vente til november med at få svar på. Hvis Socialdemokratiet tager borgmesterposten til kommunalvalget, har de meldt ud, at de fortsat vil stemme for en nedrivning. Da en ny lokalplan næppe bliver behandlet politisk og sendt i høring før valget, er det ikke helt usandsynligt, at det kan ske. Og så står Guldborgsund Kommune i en anden, potentielt uheldig situation - denne gang blot med utilfredse ejere af 10 store sommerhuse.

  • Tidslinie for poolhuse. September 2021 Foto: Privat
Annonce
Dølle

Politiet opfordrer før Dølle: - Lad være med det

Guldborgsund

Helt vildt: Lokal forestilling nomineret til landets største teaterpris

Annonce
Annonce
Politik

Lollik bliver spidskandidat

Dølle

Politiet opfordrer før Dølle: - Lad være med det

Lolland

50.000 træer og buske plantes: Ny skov indvies

Sport

NFH-semifinalemodstander fundet

Dølle

Claus gjaldede: Er I liderlige? Og endte på landsdækkende tv

Guldborgsund

Helt vildt: Lokal forestilling nomineret til landets største teaterpris

Lolland

Ingen parterapeut: Minister afviser at løse byrådskrise

112

Snuppet med stor mængde narko: Skjult i hemmelige rum i bilen

Politik

Dansk minister afbryder 1. maj-tale

Indland

Ung kvinde løsladt i mørklagt terrorsag

Guldborgsund

Kampfly spottet over Falster: Her er forklaringen

Erhverv

Scandlines skifter ud i direktionen: Her er de nye navne

Sport

Chok dagen efter semifinaleplads: NFH skal have ny træner i 2025

Sport

Overrasket Kielstrup efter drama:  - For fanden da. Vi er i semifinalen

Guldborgsund

Fagforeninger på 1. maj: Vi drukner i vores egen succes

Annonce
Annonce
Lokal nyt

Erkender skralde-brøler: Men borgerne hænger på regningen

Lolland

Utæt pakning stopper færge

Sport

Langt fra dansk rampelys har Mike fra Maribo høstet store trofæer

Indland

Derfor hyler sirenerne i dag

Dølle

- Det er noget, der har rigtig, rigtig høj prioritet

Indland

Brand i skib i Køge: Nu kan borgere færdes frit

Lokal nyt

Melder tæt på udsolgt