Annonce
Politik

Skifter til Venstre

Helle Munk, som har været medlem af Borgerlisten i den gamle Nysted Kommune og Guldborgsundlisten og siddet i både Nysted Byråd og Guldborgsund Byråd, har valgt at skifte til Venstre. Foto: Anders Knudsen

Efter knap 18 år som medlem af lokallister har tidligere byrådsmedlem Helle Munk nu skiftet parti.

ØSTER ULSLEV En gammel kending inden for lokalpolitik i Guldborgsund Kommune har valgt at skifte parti. Helle Munk begyndte sin politiske karriere hos Borgerlisten og sad i Nysted Byråd i 2002 til 2006.

Det var i den periode, hvor Nysted Kommune blev en del af den nye storkommune Guldborgsund. Hun stillede ikke op til det første valg i den nye storkommune i 2005, men sad i byrådet i Guldborgsund fra 2009 til 2017, hvor hun valgte ikke at genopstille.

I 2012 blev Borgerlisten i Nysted slået sammen med Nyt Guldborgsund og blev til Guldborgsundlisten. Nu er hun så klar til at gøre politisk comeback med et skift til Venstre.

- Mit eget politiske ståsted har altid været med et liberalt hjerte, og derfor synes jeg ikke, det er unaturligt, at jeg melder mig ind i Venstre. Hvis du spørger de andre i Guldborgsundlisten, vil de nok sige, at det heller ikke kommer bag på dem, at Helle er liberalist, siger Helle Munk.

- Den politik, Venstre fører, passer rigtig fint i forhold til min egen tilgang til tingene, så det var naturligt at vælge Venstre, fortsætter hun.

Har din timing noget at gøre med Venstres øjeblikkelige tilbagegang?

- Der har været den her debat om et Venstre på landet og et Venstre på Christiansborg, men det har ikke noget at gøre med min beslutning, for den havde jeg sådan set truffet inden den tilbagegang, Venstre har haft på det seneste. Men det er klart, at kan jeg bidrage til, at vi kan få Venstre længere frem i bussen, og at det bliver Venstres politik, der bliver ført, så er det det, jeg gerne vil, fortæller Helle Munk.

Helle Munk er 52 år og arbejder til daglig som chef i Ledelsessekretariatet i Vordingborg Kommune. Et job, hun har haft siden 2006. Hun har boet 31 år i Øster Ulslev, men har netop købt hus i Sundby.

- Den politik, Venstre fører, passer rigtig fint i forhold til min egen tilgang til tingene, siger Helle Munk. Foto: Anders Knudsen

Brænder for yderområderne

Selv om hun nu tørner ud for et nyt parti, har hun endnu ikke besluttet, om hun vil genopstille ved kommunalvalget, men hendes mærkesager er stadig de samme.

- Det er nok ikke overraskende for nogen, at jeg fortsat vil arbejde for, at vi skal have en bosætningspolitik, der også tilgodeser, at vi stadig har bosætning ude i vores yderområder. By- og landområderne i kommunen er hinandens forudsætninger. Jeg har boet 31 år i Øster Ulslev, så jeg ved om nogen, hvordan det er at bo ude i et yderområde, siger Helle Munk og fortsætter:

- De basale serviceydelser, som for eksempeldet at få passet et barn i en dagpleje eller i en integreret institution, skal vi fortsat have ude i yderområderne. Det ligger mig stadig meget på sinde. Også når det kommer til offentlig transport. Det kan ikke nytte noget, at vi har nogle landområder, hvor borgerne ikke har mulighed for at komme ind og uddanne sig. Det er vigtigt, at de unge får taget sig en ungdomsuddannelse, og det kræver, at vi også har busser ude i yderområderne. Det gælder også for folk i beskæftigelse. Man skal kunne komme frem og tilbage, siger Helle Munk.

En anden ting, som er vigtig for hende, er samskabelse og borgerinddragelse.

- Dialog er for mig et vigtigt nøgleord. Jeg har altid sat det højt at få inddraget borgerne, så der bliver en mere bæredygtig bro mellem den kommunale verden og de mange frivillige, som er derude decentralt, siger Helle Munk og fortsætter:

- Jeg har selv været med i Øster Ulslev Beboerforening, og der kunne vi godt have brugt mere hjælp fra den kommunale verden. Jeg er godt klar over, at når man bosætter sig et sted som Øster Ulslev, så kan man ikke få det hele leveret, der skal man også yde noget selv, og det vil man også gerne, men vi skal se på, hvordan kan man gøre det lettere at være frivillig i sådan en forening.

Privat er Helle Munk gift med Mikael, og de har tre sønner på 29, 25 og 23 år.

  • Helle Munk, som har været medlem af Borgerlisten i den gamle Nysted Kommune og Guldborgsundlisten og siddet i både Nysted Byråd og Guldborgsund Byråd, har valgt at skifte til Venstre. Foto: Anders Knudsen
  • - Den politik, Venstre fører, passer rigtig fint i forhold til min egen tilgang til tingene, siger Helle Munk. Foto: Anders Knudsen
Annonce
Annonce
Annonce
Lolland-Falster

Penge-festen fortsætter - men ét projekt kostede banken flere millioner

Falster

Lokal grevinde er død

Rødby

Politiet på pletten: Snorksov i varerummet

Udland

Israelsk invasion får USA til at bremse bombeleverance

Guldborgsund

Udfordringerne vil ingen ende tage: Nu har de store fugtproblemer

112

Voldsom brand ved motorvejen: - Han skulle ud i en fart

Falster

- Det er både utidigt og umodent at bringe det op

Sport

Efter enorm skuffelse: - Det bliver en hård omgang

112

Politiet brugte deres næse: Og så blev tre anholdt

Leder

Et skoleeksempel på social darwinisme

Guldborgsund

Konservative har fundet deres borgmesterkandidat

Lolland-Falster

Opdaget i supermarkedet: Butikstyv gik ud med mayonnaise under armen

Dølle

Drugging-mistanke på Dølle: "Ulykkeligt og utrygt"

Erhverv

Hvordan tjekker jeg, om min nye chef er ok?

Indland

Arbejdsuge på fire dage kan presse børnefamiliers hverdage

Annonce
Annonce
Lolland

Klar med gigantisk findeløn: - Una er som et familiemedlem

Politik

Regeringen sender kvart milliard til nødhjælp i Ukraine

Lolland

Skolekritik: Der er brug for økonomisk støtte

112

Helikopter måtte redde mand til havs

112

Frækt jakke-tyveri i Nakskov

Guldborgsund

Hhx-elever til gallafest: Se de flotte ankomster

Guldborgsund

Gert gennemførte sit monster-projekt