cookie-og-privatlivspolitik
Stig Sørensen skulle have et meget større skilt i brug, hvis alle Møllehøjs produkter skulle stå her.

9

Billeder

Stig Sørensen skulle have et meget større skilt i brug, hvis alle Møllehøjs produkter skulle stå her.
Foto: Jens Henrik Nybo

Landbrugsnyt

Her er en kartoffel ikke bare en kartoffel

Møllehøj i landsbyen Søsum nær Stenløse i Nordsjælland har en trofast kundekreds, som lovpriser - ikke bare kartoflerne - men også de mange andre afgrøder, som tæller diverse kålarter, frugter og bær.




22. juli 2019 kl. 13:32 Af Jens Henrik Nybo

Annonce

Der findes rigtig mange heldige kartofler på Møllehøj i Søsum i Nordsjælland. Heldet tilsmiler kartoflerne, fordi de er avlet af Stig Sørensen, som er en sand mester udi i den metier.

Men også kunderne i Møllehøjs gårdbutik er heldige, for de kan nyde kartofler af en ypperlig kvalitet. Allerede fra 1. maj kan de sætte tænderne i friske kartofler, som er gravet op om morgenen. At kilo-prisen er op imod hundrede kroner for de allertidligste nye kartofler, holder ikke enkelte af stamkunderne fra at købe dem.

Hele 33 års erfaring har Stig med kartoffelavl, men kartoflen har været en del af hans liv, også før han overtog den fædrene gård i 1986, for hans far dyrkede også kartofler ved siden af husmandsstedets køer, grise og høns. Allerede da Stig overtog gården, besluttede han at vælge de store husdyr fra og koncentrere sig om afgrøder.

To helårs ansatte er her, tillige med op mod otte sæson ansatte medarbejdere.


Den må ikke koge ud

På spørgsmålet, hvad der efter hans egen vurdering kendetegner en kvalitets-kartoffel, svarer han:

- Det er vinter-sorten Belarna, som endnu ikke er så kendt herhjemme, der er rig på smag og er kogefast. En kartoffel må for alt i verden aldrig koge ud, fastslår han.

Stigs kone, Helle Buck, supplerer med en cadeau til sin mand:

- Når vi stiller op på markedet på Stændertorvet i Roskilde, er det ikke sjældent, at kunderne står i kø for at købe Møllehøj-kartofler, og Stig får klap på skuldrene af dem.

Helle arbejder som freelance-sygeplejerske ved siden af, fordi hun elsker jobbet, men Møllehøj trækker stadigt mere i hende. Ikke mindst fordi hun for nyligt har åbnet en søndags-café i tilknytning til gårdbutikken, hvor der tilbydes lette serveringer udelukkende baseret på årstidens grønt fra marken og friskpresset juice af gårdens æbler.


Talrige andre produkter

Alt drejer sig dog ikke alene om kartofler på Møllehøj. Til gården hører 70 hektar, hvoraf to tredjedele dyrkes med specialafgrøder, mens resten er korn. Op mod 35 forskellige afgrøder dyrkes. For blot at nævne nogle gælder det jordbær som den næststørste afgrøde, asparges, ærter, gulerødder, løg, selleri, porer, æbler, pærer og andre frugter og bær.

Sortimentet er bredt og omfatter alle årets sæsoner, og derfor er gårdbutikken da også åben året rundt. Hertil kommer friske æg fra de 390 fritgående høner, der er de eneste dyr på Møllehøj.

Al produktion på gården drives konventionelt, men for parret er der vigtige principper, som skal holdes i hævd:

- Alt det, vi sælger, skal høre til årstiden. Ingen vil kunne købe grønne asparges efter Skt. Hans, for så er dens sæson udløbet. Det samme princip gælder for jordbærrene, understreger Helle.


Gårdbutikkens principper

I gårdbutikken er det ikke udelukkende gårdens egne produkter, der er på hylderne:

- Vi har en stærk lokaltilknytning og sælger alt fra øl til mel, men betingelsen er, at det skal være varer, som er produceret i lokalområdet. Vi har mel fra Kornby Mølle, øl fra Det Våde Får i Helsinge og Hornbeer i Kr. Hyllinge og kaffe fra Strandvejsristeriet i Helsingør, fortæller Helle og tilføjer:

- Vi sælger endda trøfler. Ligefrem lokal kan man så ikke kalde dem, idet de vokser i Italien, men det er en nabo, som importerer dem, og dermed er en anden vigtig parameter opfyldt, nemlig at vores varer tillige skal have en historie med sig.


Smag på Nordsjælland

- Mit princip er, at jeg ikke vil sælge noget i butikken, som jeg ikke selv ville have lyst til at købe. Vi skal nemlig ikke ligne de andre. Her drager vi stor fordel af at være medlem af Smag på Nordsjælland, som tilbyder værdifuld sparring om konceptudvikling. Aktuelt drager jeg nytte af gode idéer til produktudvikling på spisesiden i tilknytning til caféen. Vi laver popup-events, hvor vi som noget nyt laver brunch med kartoffelpizza tilsat årstidens frugt og grønt, og på basis af vores dyrkning af bagekartofler, laver vi vores populære pommes frites, fortæller hun.


Til eksamen hver dag

Møllehøj leverer til seks Kvickly-butikker i nærområdet, men også til Grønttorvet samt andre gårdbutikker. Helle og Stig leverer også til deres nærliggende Ganløse Kro.

- Restauranterne har ellers normalt det princip, at de vil modtage kartoflerne vaskede. Det har vi sagt fra begyndelsen, at det kan vi ikke efterkomme, for det vil kræve for meget af vores sparsomme tid at gøre det. Det vilkår har kroen accepteret, så de får kartoflerne uvaskede, åbenbart i erkendelsen af, at vores kartofler er super.

- Helt afgørende er, at kunden føler, de opnår værdi af at køre en omvej, fordi de får en god oplevelse og ikke føler sig skuffet. Vi skal hele tiden leve op til forventningerne, herunder, at såvel kartofler som jordbær er friske og gravet op samme morgen, som de sælges, for det gælder om, at kunderne kommer igen. Hver gang vi sælger et produkt, er vi oppe til eksamen, pointerer Stig Sørensen.



KOMMENTARER

Her kan du skrive en kommentar og deltage i debatten. Den må gerne være livlig og skarp, men hold dig til emnet og skriv med respekt for andre og i en god tone. Redaktionen forholder sig retten til at slette indlæg, der ikke lever op til vores retningslinjer, som du kan læse her.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Modtag nyheder hver dag kl. 12

Se eksempel på tidligere nyhedsbrev her

Annonce i kategorien "Landbrugsnyt":
Annonce