Annonce
Udland

Nødhjælp om vag klimaaftale: Urealistisk at nå klimamål

COP25, som søndag er afsluttet i den spanske hovedstad, Madrid, er til dato det længste klimamøde, som FN nogensinde har afholdt. Det er især uenigheder omkring, hvordan man skal reducere verdens udledning af drivhusgasser, som har forvoldt problemer. Billedet er fra dette års klimakonference. Foto: Oscar Del Pozo/Ritzau Scanpix

Centrale forhandlinger ved FN's klimakonference er søndag blevet udskudt til næste år.

Efter de længste klimaforhandlinger, FN nogensinde har oplevet, er det søndag endt med en kompromisaftale ved COP25 i den spanske hovedstad, Madrid.

Aftalen indebærer, at de delegerede ved FN's klimakonference udskyder beslutningen om, hvordan man skærer ned på de klimaskadelige stoffer.

Det drejer sig især om CO2 og metan, som udgør størstedelen af udledningen af drivhusgasser.

Men ifølge Folkekirkens Nødhjælp virker det således nu "på ingen måde realistisk", at verdens lande skal kunne holde sig under den en global temperaturstigning på 1,5 grader, som Parisaftalen fra 2015 har som mål.

Det siger generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp Birgitte Qvist-Sørensen til Ritzau.

- Verdens lande har ikke magtet at vise lederskab, og Madridaftalen lægger ikke op til den ambition, som vi havde håbet på.

- Det er dybt skuffende, og det er svært at forstå, at politikerne kan være så ude af sync med forskning og befolkning, siger Birgitte Qvist-Sørensen.

Det er især beslutningen om et nyt system for CO2-kvoter, som har forvoldt store uenigheder i forhandlingerne. Systemet skal gøre det muligt for landene at handle med udslip.

Men også diskussioner om mekanismen "loss and damage" - tab og skader - fik klimamødet til at trække ud.

Det er penge, som gives for de klimakatastrofer, som ulande rammes af, på trods af at de ikke selv har været med til at skabe dem.

Branchedirektør i Dansk Industri Energi Troels Ranis kalder aftalen "en kneben pointsejr til klimaet".

- Der er desværre ikke noget globalt klimalederskab - alt for mange lande forsøger at trække ambitionerne ned. Men det er glædeligt, at Danmark og EU tager ansvar, siger Troels Ranis i en skriftlig kommentar.

Han henviser til det danske klimamål på 70 procent reduktion af drivhusgasser inden 2030. Men også EU-Kommissionens beslutning om, at EU skal være klimaneutral i 2050.

EU var ved årets møde blandt fortalerne for at højne ambitionerne på klimaområdet. Men store lande som USA, Brasilien, Indien og Kina var imod.

Forhandlingerne om drivhusgasser er nu udskudt til næste års klimamøde i november 2020. Det skal afholdes i Glasgow i Skotland.

Forventningen bliver her, at landene kan fremlægge nye, detaljerede planer for, hvordan man skal skære ned på drivhusgasserne.

  • SPAIN-UN-CLIMATE-ENVIRONMENT-COP25
    COP25, som søndag er afsluttet i den spanske hovedstad, Madrid, er til dato det længste klimamøde, som FN nogensinde har afholdt. Det er især uenigheder omkring, hvordan man skal reducere verdens udledning af drivhusgasser, som har forvoldt problemer. Billedet er fra dette års klimakonference. Foto: Oscar Del Pozo/Ritzau Scanpix
Annonce
Udland

Fire betjente er dræbt i skyderi i amerikansk forstad

Annonce
Annonce
Politik

Lollik bliver spidskandidat

Dølle

Politiet opfordrer før Dølle: - Lad være med det

Lolland

50.000 træer og buske plantes: Ny skov indvies

Sport

NFH-semifinalemodstander fundet

Dølle

Claus gjaldede: Er I liderlige? Og endte på landsdækkende tv

Guldborgsund

Helt vildt: Lokal forestilling nomineret til landets største teaterpris

Lolland

Ingen parterapeut: Minister afviser at løse byrådskrise

112

Snuppet med stor mængde narko: Skjult i hemmelige rum i bilen

Politik

Dansk minister afbryder 1. maj-tale

Indland

Ung kvinde løsladt i mørklagt terrorsag

Guldborgsund

Kampfly spottet over Falster: Her er forklaringen

Erhverv

Scandlines skifter ud i direktionen: Her er de nye navne

Sport

Chok dagen efter semifinaleplads: NFH skal have ny træner i 2025

Sport

Overrasket Kielstrup efter drama:  - For fanden da. Vi er i semifinalen

Guldborgsund

Fagforeninger på 1. maj: Vi drukner i vores egen succes

Annonce
Annonce
Lokal nyt

Erkender skralde-brøler: Men borgerne hænger på regningen

Lolland

Utæt pakning stopper færge

Sport

Langt fra dansk rampelys har Mike fra Maribo høstet store trofæer

Indland

Derfor hyler sirenerne i dag

Dølle

- Det er noget, der har rigtig, rigtig høj prioritet

Indland

Brand i skib i Køge: Nu kan borgere færdes frit

Lokal nyt

Melder tæt på udsolgt