Mange af de større straffesager bygger på efterforskninger, som politiet har valgt at give kaldenavne. Der lånes fra for eksempel geografien, stjernehimmelen og kulturen.
I Østre Landsret behandles for tiden sagen om Operation Goldfinger, som vil få mange til at tænke på James Bond.
Sagen er den hidtil største om organiseret smugling af kokain, som ifølge anklagemyndigheden blev fordelt til Danmark, Sverige og Norge.
Smuglerbiler var indrettet på en måde, der godt kan lede tanken hen på Bond. For eksempel var det ikke ligetil at få åbnet en Citroëns hemmelige rum.
Nøglen skulle sættes i tændingen, håndbremsen slippes, en usb-oplader sættes i batteristikket, og til sidst var det nødvendigt at placere en magnet foran en tap under bagsædet. Først da var der adgang.
Kaldenavnene er praktiske. De bruges, så betjentene bliver nemmere i stand til at skelne den ene sag fra den anden. Og det sker som oftest i det, der kaldes fremadrettet efterforskning - hvilket ofte involverer aflytning og andre hemmelige indgreb.
Andre operationsnavne er for eksempel Alonso, Banjo, Baresso, Nordlys, Orion og Vermont.
For et par år siden udtalte vicepolitiinspektør Torben Henriksen sig om fænomenet:
- Nogle efterforskere kunne eksempelvis finde på at opkalde deres sager efter nordiske guder eller Londons undergrundsstationer, forklarede han.
Af og til vækker kaldenavnene kritik. En kæmpesag om hvidvask og skattesvindel er blevet døbt Greed, altså det engelske ord for grådighed. Og dermed blev de tiltalte nærmest på forhånd anset som skyldige, mente nogle forsvarere.
- Når politiet navngiver sager, skal det være uden subjektive vurderinger, har advokat Michael Johan Jørgensen sagt.
/ritzau/