Flere ting peger i retning af, at bombemanden fra København kan være en lejesoldat med militær erfaring. Det siger sikkerhedskonsulent og tidligere jægersoldat.
Det kan ikke udelukkes, at bombemanden fra Hotel Jørgensen trækker på erfaringer fra en militærkarriere og nu har taget penge for at udfolde dem ved en terrorhandling.
Sådan lyder det fra konsulent i sikkerhedsfirmaet Guardian og tidligere jægersoldat, Peter Jensen.
- Jeg vil vurdere, at han er ude i sit eget ærinde, så han enten er en fantast og fanatiker eller en tidligere soldat, der er hyret til at gøre noget som 11. september, siger Peter Jensen.
Han peger på, at mandens benprotese kan stamme fra en soldaterskade, ligesom sprængstoffet kan være skaffet gennem militære forbindelser.
På den måde er det ifølge Peter Jensen usandsynligt, at bombemanden har et islamisk udgangspunkt.
- Jeg tror ikke på, at han er medlem af en islamisk organisation eller andre, der har givet ham en ordre om en bombe eller selvmordsbombe, siger han og fortsætter:
- Folk, som er en del af et netværk, virker knap så professionelle, som ham. Han virker som én person, der er i stand til at arbejde alene over længere tid - og holde sig skjult.
Selv om bombemandens ærinde tilsyneladende mislykkedes, da bomben detonerede på et hoteltoilet, mener Peter Jensen altså langt fra, at der tale om "en lallende amatør".
Siden fredagens sprængning er det lykkedes den anholdte at holde sin sande identitet skjult for politiet. Det peger ifølge Peter Jensen på, at der er tale om en farlig mand.
- Alene det, at han opererer så professionelt, som han gør, betyder, at jeg vil vurdere ham som farlig. Helt sikkert, siger Peter Jensen.
/ritzau/