Det er dyrt at have læsset bilen med et overlæs på 67 procent.
En litauer med bopæl i Sverige måtte torsdag aften efterlade sin varebil i Rødbyhavn: Han kunne ikke lige på stedet betale den bøde på 10.500 kroner, han havde fået for at have købt for stort ind i Bordershoppen.
Politiet målte overlæsset til 1.780 kilo - svarende til 67 procent over den vægt, der må være på bilen. Hver procent overvægt er takseret til 150 kroner, og med oprunding til nærmeste 500-lap, røg den samlede bøde op på de mange penge.
Fredag morgen var det lykkedes at skaffe pengene, og transporten nordpå kunne genoptages - med reduceret læs og reduceret bankkonto.