Der har været forsøg på at befri en fange fra en af fængselsvæsnets fangetransporter i Valby i København.
Det lykkedes en snarrådig chauffør på en af Kriminalforsorgens biler at flygte med sin fange, da der fredag lige over middag blev gjort forsøg på at befri en fængslet, der skulle flyttes ind på Politigården.
Minibussen var på vej fra fængslet i Vridsløselille ind ad Folehaven med en fængslet mand, der skulle overflyttes til Politigårdens fængsel. Pludseligt drejede en bil ind foran, og et par maskerede mænd med koben i hænderne sprang ud.
- Chaufføren reagerede lige, som han skulle. Han bakkede væk og kørte fra stedet tilbage til fængslet, siger fængselsinspektør i Vridsløselille Kim Andersen.
Han kan ikke forklare, hvordan befrierne vidste, hvornår minibussen med den fængslede ville være ud for Folehaven.
- Det står vi uforstående over for. Det må politiets efterforskning vise, siger han.
Der var en chauffør og to andre fængselsfunktionærer i bilen under transporten. De har det efter omstændighederne godt.
- De er ikke kommet fysisk til skade, men vi har gennemført en defusing af de ansatte, siger Kim Andersen.
Politiet har nu anholdt flere af de mænd, som, man formoder, ville forsøge at befri den fængslede.
/ritzau/