En mands meget synlige glæde over en kasinogevinst førte i nat til, at han blev udplyndret af en talstærk bande, da han forlod Casino Copenhagen.
En synligt glad vinder på Casino Copenhagen blev natten til torsdag udplyndret af en talstærk bande, da han forlod kasinoet på cykel.
Efter gevinsten havde manden store armbevægelser inde på kasinoet, og det tiltrak tilsyneladende bandens opmærksomhed.
Så da den heldige vinder cyklede ud på den nærliggende Amager Boulevard, skulle manden atter bevæge armene, men denne gang var det over hovedet, mens fire mænd tømte hans lommer.
- Han gjorde ikke meget for at skjule, at han havde vundet et stort beløb, og selvom personalet rådede ham til at passe på, så insisterede han desuden på at cykle hjem med gevinsten, siger Københavns Politis centrale efterforskningsleder.
Politiet har efterfølgende fået fat i kraven på to af de fire røvere, og de bliver fremstillet i grundlovsforhør senere torsdag.
/ritzau/