Annonce
112

Højesteret åbner døre i sag mod PET-mand for læk

Højesteret har tirsdag afgjort, at en sag mod en tidligere PET-ansat for lækage af fortrolige oplysninger skal føres for åbne døre. (Arkivfoto). Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Anklagemyndigheds argumenter for at lukke døre i FE-sag er for generelle, afgør højesteretsdommere.

Når Københavns Byret skal behandle en straffesag mod 63-årig mand, der er sigtet for at lække fortrolige oplysninger til journalister, skal det være med fuld åbenhed.

Det har Højesteret tirsdag afsagt kendelse om.

I kendelsen afviser Højesteret anklagemyndighedens anmodning om, at sagen skal føres for lukkede døre - altså uden adgang for presse og offentlighed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

PET-manden blev anholdt i december 2021 i samme ombæring som den hjemsendte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), Lars Findsen.

Findsen er siden blevet tiltalt for at have videregivet strengt fortrolige oplysninger til blandt andet journalister og er i den forbindelse blandt andet tiltalt efter en bestemmelse i straffelovens kapitel om landsforræderi. Han nægter sig skyldig.

Den i dag 63-årige tidligere PET-ansatte er sigtet for brud på tavshedspligten ved at røbe fortrolige oplysninger, men der er ikke rejst sigtelse efter den mere alvorlige landsforræderibestemmelse.

Egentlig havde den 63-årige tilkendegivet, at han ville tilstå, og et retsmøde var i den forbindelse berammet i Københavns Byret den 9. februar.

Kendelsen på Højesterets hjemmeside

Men da anklagemyndigheden to dage inden - 7. februar - led nederlag i landsretten i spørgsmålet om lukkede døre, blev sagen udskudt med henblik på at få sagen for Højesteret.

Det er ikke meldt offentligt ud, hvad den 63-årig skulle have røbet til journalister.

Men flere medier mener at vide, at den 63-årige sigtes for at have videregivet fortrolige oplysninger om danske Ahmed Samsam, der har fået en terrordom i Spanien, selv om han hævder at have arbejdet for danske efterretningstjenester.

Med tirsdagens kendelse har spørgsmålet om lukkede døre eller ej været behandlet af tre retsinstanser med tre forskellige udfald.

Byretten afgjorde, at hele sagen skulle foregå i lukkethed, hvilket af Østre Landsret i februar blev omgjort til, at dele af sagen kunne foregå for åbne døre, mens andet burde hemmeligholdes.

Som øverste nationale retsinstans siger Højesteret derimod, at sagen skal føres for fuld offentlighed.

Anklagemyndigheden har anført, at åbne eller delvist åbne døre vil kompromittere Politiets Efterretningstjenestes (PET's) mulighed for at løse sine opgaver.

Og da PET har til opgave at "sikre statens sikkerhed, så er det et meget tungtvejende hensyn, der skal tages i betragtning", har anklagemyndigheden statsadvokat Jakob Berger tidligere udtalt.

Under Højesterets behandling af spørgsmålet har anklagemyndigheden særligt henvist til en udtalelse fra PET til Statsadvokaten i Viborg fra september 2022.

Her står anført, at en offentlig behandling af straffesagen "må antages at bringe nogens sikkerhed i fare", samt at det vil kunne føre til, at man over for blandt andet "fremmede magter (vil) afsløre generelle arbejdsmetoder, kapaciteter, svagheder, samarbejdspartnere mv.".

Men det er ifølge fire af de fem højesteretsdommere, som har grublet over spørgsmålet, af en for generel og overordnet karakter. Det gør, at domstolene ikke har mulighed for at efterprøve den argumentation.

Selv om Højesteret tirsdag har afgjort, at dørene skal være åbne under behandling af straffesagen, kan de dog stadig lukkes på et senere tidspunkt.

De fire dommere skriver, at byretten efter en samlet afvejning kan træffe afgørelse om at lukke dørene, "hvis anklagemyndigheden igen anmoder om dørlukning og i tilstrækkeligt omfang redegør for de skadevirkninger, det vil kunne have, hvis oplysningerne kommer frem i et offentligt retsmøde."

Kendelsen kan få betydning for andre straffesager i FE-sagen, herunder den mod den hjemsendte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), Lars Findsen, samt den tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen.

Hvad Findsen og Hjort er tiltalt for, er heller ikke meldt ud i offentligheden. Flere medier har skrevet, at det drejer sig om udtalelser om et dansk-amerikansk kabelsamarbejde.

Retssagen mod Findsen går efter planen i gang 30. oktober og er berammet til behandling over 28 retsdage frem til 19. marts. Sagen mod Hjort indledes 7. november, og det sidste retsmøde i sagen er planlagt den 12. december.

/ritzau/

  • Pressefotograf Morten Brandborg efter første retsmøde i højesteret
    Højesteret har tirsdag afgjort, at en sag mod en tidligere PET-ansat for lækage af fortrolige oplysninger skal føres for åbne døre. (Arkivfoto). Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Annonce
112

Anklager vil have betjent straffet for udrykning med 200 km/t

112

Tysker på afveje: Cyklede på Farøbroen

Annonce
Annonce
Lolland

Overrasket over fremmøde efter stort forarbejde: Kun én mødte op

Nykøbing

Stort rykind: Nu er Nykøbing fyldt med børn

Falster

Ville fjerne gedehams: Det endte med besøg af brandvæsenet

Vejret

Byger popper op i den sydlige del: Vejrskifte på vej

Guldborgsund

Indenfor få uger går det i gang: Stort projekt lige i bymidten

Sport

Mulle kunne ikke stå på benene: - Jeg havde ikke regnet med en skid

Sport

- Hold da op! Det er den største sensation i nyere tid

Sport

Manden bag miraklet: - Jeg kniber mig i armen

Sport

Uforstående Nolsøe: Alle havde jo dømt os ude på forhånd

Politik

SF kan blive kongemager eller ligegyldig efter EU-valg

Udland

Premierminister udsat for attentat: Stadig i alvorlig tilstand

Knuthenborg

I overskud i København: Nu får Knuthenborg glæde af dem

Sport

NFH gjorde det fandme!!!!!! Leverede miraklet og er i DM-finalen

Sport

Keeper reddede Nykøbing FC kort før tid

Musik

Nægter at have truet: Udsmidt deltager afviser alt

Annonce
Annonce
Lolland

- Kommunen skubber ansvaret væk, og lægger det over på de frivillige

Boksning

18-årige Cecilie overbeviste

Lokal nyt

Advarer før pinsen: Tænk jer om

Guldborgsund

Kendt bageri skifter navn: Det skal det hedde

Guldborgsund

Undrer sig over helt nye detaljer i brev

Lokal nyt

Efter lønfusk for millioner: Bemærkelsesværdig ændring møder kritik

Sport

Sendte pædagogerne op i det røde felt: Nu har han fået 3-årig kontrakt