Lange motorvejskøer efter flere ulykker i Østjylland. Ingen alvorligt kvæstede, lyder det fra politiet.
Den Østjyske Motorvej omkring Vejle er ved at være åbnet op igen efter flere trafikulykker torsdag morgen, siger Sydøstjyllands Politi.
Ifølge de foreløbige meldinger er ingen personer kommet alvorligt til skade i sammenstødene, som har skabt store køer i morgentrafikken.
- Umiddelbart har vi ikke fået meldinger om alvorlig personskade. Men vi er stadig i færd med at undersøge det, fortæller vagtchef Lars Grønlund.
- Vi arbejder på sagen og har endnu ikke afhørt alle parter. Nogen er kørt på skadestuen med rygsmerter og nakkesmerter, tilføjer han.
Ifølge de foreløbige meldinger er der sket trafikulykker både i sydgående og nordgående retning, hvor biler er kørt sammen.
Sammenstødene lukkede i et stykke tid motorvejsstrækningen, men der er torsdag formiddag atter fri bane.
- Der skulle være åbnet op igen på motorvejen, fortæller Lars Grønlund.
/ritzau/