En trafikulykke i Struer kostede torsdag eftermiddag en kun seksårig dreng livet.
En seksårig dreng blev torsdag eftermiddag dræbt, da han blev kørt ned af en højresvingende skraldebil på Gimisinghovedvej i Struer.
Drengen var på vej hjem fra Struer Østre Skole, da ulykken skete.
Føreren af skraldebilen skulle svinge til højre ad den smalle Gimisinghovedvej fra Ringgaden, men holdt tilbage for tre personbiler, som skulle ud i krydset fra Gimisinghovedvej.
- Da de tre biler var kørt, svingede lastbilchaufføren til højre. Drengen havde tilsyneladende også ventet på, at de tre biler skulle køre, for han begyndte i samme øjeblik at gå ud i krydset, fortæller vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi, Kjeld Nedergaard.
De nærmeste pårørende til den seksårige dreng er blevet underrettet om ulykken.
/ritzau/