Der er problemer, men Europa er blevet et bedre sted

Af Holger K. Nielsen

Murens fald for 30 år siden var en historisk begivenhed, og mange af os kan huske euforien. De mange østtyskere, som løb over grænsen. Vestberlinernes modtagelse med omfavnelser, kys og kram.

Vi troede ikke vore egne øjne. Kunne det virkelig passe, at Jerntæppet mellem øst og vest var væk? At familier igen kunne besøge hinanden? At unge mennesker nu kunne rejse frit i hele Europa? At de kommunistiske diktaturer faldt sammen og blev erstattet af frihed og demokrati?

Jovist var det sandt. Og da sovjet-kommunismen faldt sammen to år senere, var vejen åbnet for en helt ny fremtid uden krige og konflikter.

Optimismen fejlede ikke noget. Den blegnede dog lidt, da borgerkrigen i Jugoslavien brød ud. Pludselig fik nationalismens djævelskab fat i folk igen, og et europæisk land blev omdannet til et regulært slagtehus. Det var måske ikke helt så enkelt, som mange af os troede i de euforiske november-dage i 1989.

Nej, det var ikke helt så enkelt. Befolkningerne i øst ville væk fra kommunisme og diktatur. De ville have en bedre hverdag uden varemangel og overvågning. Men de havde selvsagt en uklar forestilling om, hvad det ville sige at leve i et demokrati. De vidste ikke meget om den barske kapitalisme. Mange troede, at det i Vesten flød med mælk og honning.

Mange blev klogere på den hårde måde. Det tidligere DDR blev bogstavelig talt opkøbt af Vesttyskland. Det østtyske produktionsapparat var nedslidt og blev hurtigt overtaget af vesttysk kapital. De gik straks i gang med at rationalisere og fyre folk. Mange østtyskere følte, at en bulldozer kørte hen over dem, og at de blev betragtet som andenrangsborgere i det nye genforenede Tyskland. Det præger Tyskland selv i dag.

Det gik heller ikke smertefrit i de andre Østlande. Overgangen til kapitalisme skabte arbejdsløshed og social nød. Der opstod parlamentariske demokratier, men det var svært at skabe stabile regeringer. Det blev så heller ikke bedre af, at partierne ofte udstak valgløfter, som det var umuligt at indfri, når de kom i regering. Det gav frustration og politikerlede.

I en sådan situation er der mange, som begynder at efterspørge "den stærke mand". En politisk leder, der ikke er fintfølende omkring demokratiet, men som kan skære igennem og forklare tingene med enkle budskaber. Som i Ungarn, hvor Viktor Orban kæmper for den ungarske kultur som en kamp mellem kristendommen og islam. Han finder det derfor legitimt at kortslutte demokratiske principper som beskyttelse af mindretal, pressefrihed osv.

Når demokratiet skrider, trækkes ofte nationalismen af stalden. Jaroslaw Kaczynski forsøger at skabe et Polen, der er baseret på gamle konservative værdier, og som ikke besudles af vestlig påvirkning. Han spiller åbenlyst på et gammelt tyskerhad i den polske befolkning. Han har - ligesom Orban - gjort EU til et hadeobjekt. Begge er fuldstændig ligeglade med, at deres knægtelse af demokratiske rettigheder er en grov krænkelse af den EU-traktat, de selv har underskrevet. Og de er ikke for fine til samtidig at tage imod milliarder af kroner fra EU hvert år.

Det er forståeligt, at der mange steder i EU er dybe panderynker over udviklingen i lande som Ungarn og Polen. Og at mange spørger sig selv, om vi i virkeligheden var alt for optimistiske for 30 år siden. Det var vi nok, og ikke mindst den nye nationalisme i mange europæiske lande er slem at se på. Også fordi den spiller sammen med en tendens andre steder i verden. Donald Trump i USA. Putin i Rusland. Erdogan i Tyrkiet.

Den udfordrer ikke mindst EU-samarbejdet. Den dybere mening med EU helt tilbage i 50'erne var at gøre op med den nationalisme, som i århundreder har skabt død og ødelæggelse i Europa.

Efter Murens fald for 30 år siden havde det daværende EU stor ære af den store udvidelse med de østeuropæiske lande. Det glemmes ofte, men der var ret beset tale om en historisk kraftpræstation. Kommunismens sammenbrud kunne have skabt enorme konflikter - og borgerkrige, som vi så det i Jugoslavien. Men det lykkedes faktisk at indfase tidligere kommunistiske lande i et samarbejde baseret på demokrati og markedsøkonomi på en fredelig måde.

Vi var mange, som måtte smide vores EU-modstand overbord. Vi måtte erkende, at EU-samarbejdet som det eneste var i stand til at skabe et samarbejdende Europa efter mange års opdeling.

Det har bestemt ikke været problemfrit.

Nationalismen trækker i den forkerte retning.

Det er blevet vanskeligere at træffe beslutninger med 28 medlemslande - der skal tages hensyn til alle, og alle har nogle nationale Hassan'er.

Arbejdskraftens fri bevægelighed har skabt udfordringer omkring social dumping og fastholdelse af forskellige velfærdsmodeller. Det er blevet nemmere for østeuropæiske kriminelle at krydse grænserne.

Dertil kommer, at EU-samarbejdet er tynget af den store flygtninge- og migrantkrise. Lande som Italien og Grækenland finder det uacceptabelt, at de skal stå med byrden, fordi de geografisk nu ligger, som de ligger. Det er forståeligt. De ønsker solidaritet EU-landene imellem, således som man nu kan forvente det i et fællesskab.

Nej, det ser ikke kønt ud det hele. Ikke desto mindre er Europa i dag et bedre sted, end det var før 1989. Under den kolde krig levede vi i konstant usikkerhed - under atomkrigens skygge. Heldigvis gik det ikke galt, men det var flere gange tæt på. Millioner af mennesker levede i diktaturer, hvor der ikke var plads til en fri presse eller politisk opposition. Fattigdommen var langt mere udpræget end den, vi kan se i dag.

Jovist er Europa i dag et bedre sted at leve. Men hverken demokratiet eller et fredeligt Europa er givne størrelser. Det er vi nødt til at kæmpe for.