Annonce
Bolig og livsstil

Citybois: Det har kostet at være festens midtpunkt

Citybois har mere end fem år på bagen som duo, og der er sket meget, siden de først kom frem. Foto: Jacob Carbuhn/Universal Music/Free

Det har tæret på Citybois-duoen Thor og Anthon at skulle underholde konstant. I dag hviler de mere i sig selv.

To unge fyre spurter ind på scenen. De hopper, danser og griner, blinker kækt og laver jokes.

Til næste koncert leverer de varen igen. Og i byen bagefter giver de den mindst lige så meget gas.

De er festens midtpunkt, uanset hvor de er, og med Citybois ved alle, hvad de får. En fest med gang i. Igen og igen og igen.

Men forventningerne til de to unge mænd i popgruppen, Anthon Edwards og Thor Farlov, og deres evner til at være de sjove og vilde i selskabet har været så høje, at det har gjort ondt.

Sådan ser duoen, der har mere end fem år på bagen, på det i dag.

Som purunge drenge var de til vilde fester på københavnske natklubber side om side med 30-årige mænd og underholdt tilskuere i titusindvis til diverse koncerter og festivaler.

Det har været hårdt. Hårdere, end man måske skulle tro, fortæller de.

- Der har været pres på os. Folk har forventet, at det bliver fucking sjovt, hvis de skal være sammen med Citybois. Det har vi levet op til. Vi begyndte at sætte mål for os selv om, at vi skulle være sjove. Det var pisse hårdt til sidst, siger Anthon Edwards.

Han er 21 år og har ligesom sin kompagnon i medgang og modgang, 20-årige Thor Farlov, brugt størstedelen af sit ungdomsliv som et kendt ansigt i den danske musikbranche.

De griner højlydt med åben mund og laver interne jokes, der ikke er til at forstå for andre. Som to hoppebolde, der springer rundt i lokalet, er de til tider ikke til at få fat på. Et billede, Thor Farlov selv maler af duoens energiniveau.

Men det har kostet de unge fyre at være dem, som folk forventer, altid er klar til at underholde "hele maskineriet", som de formulerer det.

Som mange andre unge har de kæmpet med frygt for ikke at være gode nok, med rastløshed og med angst for at være alene.

- Vi er også mennesker. Vi lider også af stress, vi lider også af søvnmangel og af tømmermænd. Ved siden af alt det sjove og hyggelige har vi det også dårligt, siger Thor Farlov.

Men modsat mange andre unge har de to været offentligt kendte personer i en god håndfuld år nu.

I 2015 stillede venneparret op i tv-programmet X Factor. Egentlig bare for sjov. De røg ud af programmet i semifinalen, men Citybois havde allerede vundet nok teenagepigehjerter til at fortsætte med musikken med succes.

Og med ét blev de kastet ud i en musikbranche, der ikke altid er helt børnevenlig.

- Det er én stor manipulatorbiks. Når man står i det som 15-årig, er man farvet af det. Man når også at bygge sig et skjold og tage voksenbeslutninger i en ung alder, siger Thor Farlov.

Voksenbeslutningerne indebar blandt andet at gennemskue, hvad de voksne ville med dem.

De blev tilbudt den ene aftale til hurtige penge efter den anden, men lærte at regne ud, at ikke alle voksne prøvede at hjælpe dem.

- Vi kan se mere igennem folk. Folk har prøvet at manipulere os ud i ting, som vi ikke havde lyst til den gang. Jeg har lært så mange forskellige folk at kende og er blevet bedre menneskekender. Jeg kan regne ud, hvad folk vil med mig, siger Anthon Edwards.

Siden de blev kendte ansigter, har de i det hele taget været gennem en hel del mere, end hvad unge normalt erfarer på fem-seks år, mener de selv.

- Vi prøver at hvile så meget i os selv som overhovedet muligt. På de fem år, fra vi var 15 år til nu, har vi prøvet helt sindssygt mange ting. Helt vanvittige oplevelser. Det lærer man rigtig meget af og bliver ældre af, siger Anthon Edwards.

De har spillet for titusindvis af mennesker på Grøn Koncert, til Fredagsrock i Tivoli og for udsolgte spillesteder i hele landet. Det har givet dem erfaringer, som få andre 20- og 21-årige kan prale med.

De har fået kærester og oplevet sorg og tab, og det har alt sammen smittet af på albummet "Bois Forever", som duoen udgiver fredag den 15. maj.

I dag er de ikke længere begrænset af, at de kun kan forestille sig, hvordan livets op- og nedture er, som de ellers var, da de var 15 år og helt unge både livet og i den danske musikbranche.

Nu har de faktisk været der selv, synes de.

Blandt albummets sange fylder fest og damer stadig. Men de har også gjort plads til mere dybe, personlige tekster. Som sangen "Mor", som Anthon Edwards har skrevet til sin egen mor, der døde i 2017.

- Det var en gave til mig selv for at trøste mig selv. Det var første gang, jeg virkelig følte, jeg kunne udtrykke mig, fordi jeg ellers har så svært ved at tale om det, siger han.

På albummet er der også sange om forelskelse og om at have brug for at være sig selv.

- Vi kan skrive om rigtig kærlighed, fordi vi har oplevet det. Vi kan også skrive om tab. Om seriøse ting som at være nede og at være stresset. Det kommer, når man bliver ældre og ser ting i et større perspektiv, end når man er 15 år og lige er kommet ud af et tv-show, siger Thor Farlov.

Albummet "Bois Forever" udkommer 15. maj.

  • CITYBOIS_SHOOT_24
    Citybois har mere end fem år på bagen som duo, og der er sket meget, siden de først kom frem. Foto: Jacob Carbuhn/Universal Music/Free
Annonce
Annonce
Annonce
Lolland

Kæmpestort havneprojekt bliver dobbelt så dyrt: Koster 400 millioner

Lokal nyt

Christian og Christoffer fik deres mor til at græde: - Det kan være svært at bære alene

Guldborgsund

Ole føler sig tvunget til at lukke sin restaurant

112

30-årig er svært tilskadekommen efter overfald

Lolland

Skimmelsvamp sender ansatte væk: 180 medarbejdere skal flytte

Sport

Tilfreds trods nederlag i guldfinalen: - Vi har vundet sølvet

Sport

Team Esbjerg for stærke: NFH tog sølv i DM-finalen

Sport

Kielstrup: - Nu skal der kraftedme festes

Sport

Nolsøe med tårer i øjnene: - Jeg er sindssygt stolt

Vejret

Skybrud og torden kan ramme landsdelen

Indland

Kongehuset markerer kong Frederiks fødselsdag med nyt billede

Lokal nyt

Superstudenten Yasmin: At navigere i overgangen fra gymnasiet

112

Båd kæntret nord for Lolland: To kvinder reddet i land

112

65-årig i uheld: Bil fløj om på siden

Sport

SLUT: Miraklet udeblev i Nykøbing

Annonce
Annonce
112

Dramatisk brand på Lolland: - De styrter igennem taget og ned i huset

Sport

Guldbrag i Nykøbing: Lis, Hanne og den gulklædte hær vil huje og skrige

Sport

Sportsredaktør: Hvornår kommer muligheden igen? Hjælp NFH til at snyde eksperterne

Sport

NFC fik igen store klø

Sport

Superfanen Anders er klar med røgbomberne: - Det største i klubbens historie

112

19-årig mand stukket i brystet - to er anholdt

Indland

Dræbte kone med kniv og håndvægt: Dømt til anbringelse