Superstjernen Lady Gaga har fået et hævet ansigt med tilhørende buler og blå øjne efter et uheldigt sammenstød med en danser.
Danseren kom til at slå Poker Face-sangerinden i hovedet med en stang under en koncert i New Zealand søndag. Og nu viser hun sit forslåede ansigt frem på Twitter, skriver Torontosun.com.
- Tusind tak for alle de betænksomme beskeder. Jeg føler mig lidt svimmel, men jeg får det bedre dag for dag, skriver sangerinden, der er i gang med sin store "Born This Way Ball" tour.
Lady Gaga nægtede at lade sig slå helt ud af episoden, så hun fortsætte med at synge og danse yderlige 16 numre efter sammenstødet.
Stjernens verdens turné har nu bragt hende til Australien.
- Meget glad for at være i smukke Australien. Vågnet efter timers søvn. Overvejer stadig om jeg skal gå uden for, skriver hun på det sociale medie og tilføjer, at en bule, som den hun har fået, ikke just er moderigtig.
Lady Gagas verdensturné bringer hende også til Danmark, hvor hun spiller i Parken 2. september.
Undervejs til New Zealand og Australien skulle Gaga med det borgerlige navn Stefani Germanotta have spillet i Indonesien, men den koncert blev aflyst, fordi hun var bekymret for sikkerheden under koncerten i det muslimske land.
Religiøse ekstremister havde forinden truet popdivaen, hvis hun optrådte ligeså letpåklædt og med "provokerende danserutiner" som vanligt. De havde samtidig kaldt hende en "djævlens budbringer", som kun har en "bh og trusser" på scenen.
Se Gaga med blå mærker her: http://www.torontosun.com/2012/06/12/lady-gaga-shows-off-bruises
/ritzau/