Daniel Radcliffe indrømmer, at han nød at have dametøj på i den nye Harry Potter-film.
Skuespilleren Daniel Radcliffe er ikke bange for ind i mellem at vise nogle anderledes sider af sig selv. Og nu overrasker Harry Potter-skuespilleren igen sine fans.
For tre år siden skabte det stor opstandelse, da den unge skuespiller optrådte splitternøgen i teaterstykket "Equus", der blev spillet i London, og billederne af den nøgne Radcliffe florerer stadig på nettet. Nu fortæller skuespilleren, at skal han have tøj på, så må det gerne være dametøj.
Det har han fundet ud af, efter at han i den nyeste Harry Potter-film, Harry Potter og Dødsregalierne, måtte optage en scene i pigetøj.
Daniel Radcliffe er godt klar over, at hans udtalelser i den forbindelse vil sætte endnu mere gang i rygterne om, at han skulle være bøsse. Men det bekymrer ham ikke.
- Jeg er ligeglad. Jeg synes, at jeg så fantastisk ud i det tøj. Jeg synes virkelig, det klædte mig. Jeg havde sådan nogle helt stramme bukser på og en meget stram top og en kort blå jakke ud over. Det var smukt. Jeg var vild med det, siger han.
/ritzau/