Forbrugerne vejrer morgenluft. Økonomien i husholdningen er lidt bedre i dag end for et år siden.
Finanskrisen sætter stadig sine tydelige spor i danskernes økonomi og forventninger til fremtiden. Men under ét er forbrugerne dog blevet en smule mere optimistiske.
Den såkaldte forbrugertillid steg fra 0,6 i oktober til 3,6 i november, viser tal fra Danmarks Statistik. Og samlet forventes det, at den økonomiske situation i det kommende år vil blive bedre.
Stigningen er højere end forventet, slår cheføkonom i Handelsbanken Jes Asmussen fast:
- Overordnet er billedet således fortsat, at forbrugerne har lagt det værste sortsyn bag sig, men der er stadig lang vej til de niveauer for forbrugertilliden som vi så tilbage før den økonomiske krise ramte, siger Jes Asmussen.
Samtidig regner familien Danmark med, at arbejdsløshed stadig vil være en faktor, man skal regne ind i budgettet.
- Frygten for ledighed steg kraftigt fra 3,6 til 11,7 korrigeret for sæsonudsving. Dermed har forbrugerne ikke været mere bekymrede for stigende ledighed siden marts i år, siger cheføkonomen.
Han påpeger, at det kan hænge sammen med den seneste tids fyringer hos blandt andre Vestas.
Privatøkonom Las Olsen fra Danske Bank påpeger, at når folk er bange for at ende i arbejdsløshedskøen, stiger forbruget ikke.
- Frygt for arbejdsløshed er naturligvis noget, der lægger en kraftig dæmper på lysten til at bruge af sparepengene, siger han.
I Danske Bank mener man dog, at forbrugerne er for pessimistiske, når det gælder arbejdsmarkedet.
- Historierne om fyringer i Vestas og andre virksomheder og tale om offentlige nedskæringer kan have påvirket stemningen i oktober, men ændrer ikke grundlæggende ved udsigten til et nogenlunde stabilt arbejdsmarked, siger Las Olsen.
/ritzau/