TDC og France Telecom får nej til en fusion af deres schweiziske datterselskaber Sunrise og Orange.
De schweiziske konkurrencemyndigheder har besluttet at afvise fusionen af TDC's og France Telecoms respektive datterselskaber i Schweiz, Sunrise Communications og Orange Communications. Det meddeler TDC.
Da transaktionen er betinget af godkendelse fra de schweiziske konkurrencemyndigheder, vil TDC og France Telecom nu vurdere deres muligheder for næste skridt.
- TDC og France Telecom er overraskede over denne beslutning. Den foreslåede sammenlægning ville have været til fordel for de schweiziske forbrugere. Uden sammenlægningen vil Swisscom kunne fastholde sin dominerende position på det schweiziske telemarked, skriver TDC i en pressemeddelelse.
TDC udskyder på baggrund af dette kvartalsrapporten til 7. maj.
/ritzau/