Byggeriet af en fast Femern Bælt-forbindelse ventes nu først færdig i 2020 - og dermed skrider den hidtidige tidsplan med to år. Tunnel-løsningen er blevet billigere end broen
Byggeriet af en fast Femern Bælt-forbindelse ventes nu først færdig i 2020 - og dermed skrider den hidtidige tidsplan med to år.
Det bliver 2014 inden vi kommer i gang med at bygge, siger transportminister Hans Christian Schmidt til Folketidende efter et møde tirsdag formiddag, hvor forligskredsen bag beslutningen om den faste forbindelse var samlet for at få forelagt priserne på henholdsvis bro og tunnel. Byggetiden forventes at blive 6-6,5 år, og dermed bliver det 2020, inden bro eller tunnel kan indvies.
På dagens møde blev der fremlagt priser, der viser at en skråstagsbro nu ventes at ville koste 38,5 milliarder kroner, og en sænketunnel 37,9 milliarder.
- Jeg er fuldstændig sikker på at det er tal, der holder, siger transportministeren, og henviser både til, at folkene bag beregningerne hos Femern Bælt A/S har erklæret at “stå og falde med tallenes rigtighed”, og at der med priserne er taget højde for en lang række risici.
- Selve byggeriet af broen er faktisk blot blevet 1,8 milliard dyrere - resten af stigningen er risiko-afdækning, siger Hans Christian Schmidt. Oprindeligt var prisen på en bro forventet at være 33 milliarder kroner. Det betyder at der er regnet 3,6 milliarder ind for blandt andet at tage højde for stigende råstofpriser, og den tidsforlængelse, der nu forventes - den betyder, at indtægterne kommer senere end hidtil beregnet.
De nyeste tal fra Femern Bælt A/S viser, at en tunnel-løsning er blevet lidt billigere end en bro. Til gengæld tager det et halvt år længere at bygge en tunnel, og dermed begynder en bro at være først til at tjene penge hjem. Tilbagebetalingstiden - når også de danske landanlæg regnes med - forventes nu at være 34 år med en skråstagsbro, og 36 år med en tunnel. Det er længere end oprindeligt forventet.
- Det er slet ikke noget problem. Der er en sund økonomi i projektet, siger Hans Christian Schmidt.