Natten mellem søndag og mandag gik en mand amok og jagtede sin kone i Østergade i Nysted.
Under jagten var han bevæbnet med både økse og kniv. Siden gik manden, der havde drukket og spist medicin, omkuld og faldt i søvn.
Hans kone ringede derefter til politiet, og det skete klokken 12 i går. Politiet hentede manden, fik ham tilset af en læge og anbragte ham i detentionen i Nykøbing.
Tirsdag morgen sov han endnu. Hos politiet overvejer man nu at bortvise manden fra hjemmet i en periode. I dag skal politiets jurister vurdere, om det kan lade sig gøre.