Klokken 17 er der julemusik på Rådhustorvet, og klokken 18.30 bliver juletræet tændt sammen med julebelysningen i hele byen. I de næste ti dage følger julemarkederne i tætte stimer.
- Ups, er det nu, det er jul. Det kommer helt bag på mig, udbryder formanden for Sakskøbing Handelstandsforening, Jan Herluf Petersen.
Det gør det selvfølgelig ikke, for den fælles jul i Sakskøbing har været forberedt længe. Men han har ret så langt som, at de sidste fire uger har været præget af, at der pludselig kom et valg, som ikke havde ret meget med jul at gøre.
Men nu skal det være, og træet står parat midt på Rådhustorvet, og fredag klokken 17 begynder julemusikken. Lidt efter synger Kammerkoret, og så kommer der fakkeltog og tamburer og julemand med karameller. Og klokken 18.30 vil Guldborgsunds førende kulturnisse Poul-Henrik Pedersen tale lys på træet og i hele byen, og så er der klejner og gløgg og mere julemusik.