Torben Bang har lang erfaring med kager og desserter fra kendte steder som Falsled Kro.
HESNÆS Gæsterne på traktørstedet Pomle Nakke på Østfalster kan fra 1. juni blive forkælet med lækkerier fra det søde liv.
Selskabet Falsters Kyst, der står bag spisestedet, en ny café på Hesnæs Havn og selskabslokalet på Kongsnæs, har fra denne dato ansat Torben Bang.
Han er uddannet konditor, bager og chokolatier, og han har erfaring fra kendte steder som Falsled Kro på Fyn, Tivoli og Kokkedal Slot i Nordsjælland.
Desuden har han haft eget firma, hvor han blandt andet har lavet bryllupskager, og skrevet et par kagebøger.
Nu vil han kreere desserter og kager på Falster.
- Jeg har længe haft en drøm om at flytte væk fra byen, og her er der en spændende udfordring. Jeg bliver en del af et dygtigt team, som arbejder midt i en utrolig flot natur, siger Torben Bang.
Christoffer Brink, der er køkkenchef på Pomle Nakke, er glad for det nye samarbejde, som vil sætte fokus på Østfalster.
- Egnsudvikling begynder på en tallerken, også en desserttallerken, siger Christoffer Brink.
God sæsonstart
Traktørstedet, der er blevet renoveret gennem vinteren og foråret, åbnede for sæsonen forleden.
Det gik lige så godt som ved sæsonstarten i fjor.
I pinsen, hvor det var fint vejr, har der været fyldt med gæster både indenfor og ude på terrassen.
Heraf kom de fleste af gæsterne fra København og lignende steder.