Mens Lindholm rives ned: - Jeg ville ikke bo noget andet sted

LINDHOLM: Der var engang, hvor man fra Gedservej i Nykøbing havde en ugeneret udsigt over endeløse marker, over Guldborgsunds blanke vand og over sukkerfabrikkens høje skorstene. I dag er der plantet villakvarterer med navne på danske øer, og når man skuer ud over øhavet af etplanshuse, har man i disse uger adskillige gravkøer i ryggen.

Et trist syn, mener Halvdan Grøndal Hansen, der har boet i kvarteret siden 1955, og som blandt andet er forhenværende skolelærer på Østre Skole og skoleinspektør på den daværende Lindholm Skole.

- De mennesker, der boede der, er kede af, at boligerne rives ned. Mange af dem har boet der i 30 eller 50 år, siger han, da vi bevæger os ud fra hans indkørsel på Anholtvej.

Han flyttede til Lindholm-kvarteret i 1955, da det stadig kun bestod af ganske få huse, og han gik ture på markerne, når han havde fri fra arbejde.

I slutningen af 1950'erne var der et stort behov for flere boliger i Nykøbing. Især på grund af byggeriet af sygehuset og ansættelsen af personale. Man begyndte derfor med at etablere boligblokke omkring Fjordvej og Parkvej, og da der var fyldt op, udvidede man i begyndelsen af 1960'erne byen i Lindholm-kvarteret.

De fire store blokke på Vendsysselvej med i alt 192 boliger var de første, der kom til, og de talte især til familier med små rådighedsbeløb, siger Halvdan Grøndal.

Han har kendt mange af de familier, der har boet i lejlighederne og haft stor respekt for dem.

- Flere af forældrene var betydeligt bedre end dem, jeg oplevede på Østre Skole. For mange af dem handlede det om villa, vovse og Volvo, imens de enlige mødre i lejlighederne virkelig skulle gøre en indsats for at lykkes. Og det ville de gerne.

Blandt andet var han i kontakt med en kvinde, der havde rigtig svært ved at få sin store søn til at stå op og komme i skole.

- Så vi aftalte, at jeg fik en nøgle, og så kunne jeg komme forbi og vække ham og tage fat i kraven på ham. Og det ville han jo alligevel ikke have til at fortsætte. Der gik noget af prestigen, når man blev hentet af skoleinspektøren.

Imens vi går ad Gedservej og hen mod Netto, hilser han på en kvinde med et "Go'dav". Hun flygtede fra Bosnien til Danmark i 90'erne, og Grøndal hjalp hende med at skaffe en bolig.

- Jeg tror faktisk, at det lokale netværk, vi havde mellem skole, daginstitutioner, boligforeninger og ældrecentret både hjalp borgerne og samtidig sikrede os mod situationer, hvor nytilkomne aldrig kom i arbejde, og hvor de ikke blev hjulpet med integrationen. Det så man andre steder i landet - men ikke her. For hvis der var udfordringer, kunne vi gå tilbage til hvert vores bagland og tage det i opløbet.

Derfor bliver han træt, når man nævner Lindholm i en ghettosammenhæng. For kriminaliteten er enormt lav.

- Spørger man politiet, er den højere i mindre byer på Nordfalster end i Lindholm. Det her er et ualmindeligt pænt område. Ting og affald ligger ikke og flyder, og folk er gode til at hjælpe hinanden. Det er et rigtig godt sted at bo og leve.

Han har selv været med til at hjælpe både voksne og børn i arbejde. Blandt andet hjalp han flere syriske kvinder, der før havde gået hjemme, med at få job i frugtvirksomheden Gasa - til arbejdsgiverens store glæde.

Det samme gælder de unge. I løbet af to år besøgte han de to skoler flere gange og fortalte de unge, hvad det krævede at have et arbejde, og hvad deres fremtidsdrøm var. 40 unge hjalp han i arbejde igennem et stort netværk af lokale virksomheder.

- Mit indtryk er, at langt de fleste gerne vil arbejde, og de vil gerne tage imod hjælp. Tilbyder man sin hjælp, skal man kun trykke dem en lille smule på maven, og så kan de klare resten selv.

Vi kommer forbi Lindholmcentret, der var en enorm succes i 1970'erne og nogle år frem. Hele to banker rummede den samt et supermarked, en slagter, en frisør og en bager med 70 medarbejdere.

I dag er situationen en anden. Men det påvirker ikke Lindholm som kvarter, mener han. Det er stadig et trygt sted at bo og vokse op.

- I løbet af mine år i Nykøbing har jeg aldrig boet andre steder end her. Blandt andet fordi, det har betydet noget for mig at være tæt på mine skoleelever. De er kommet til mig, hvis de havde brug for hjælp.

I dag er Grøndal blot nogle få måneder fra at fylde 90 år. I løbet af den time, vi har bevæget os rundt i det kvarter, der står hans hjerte nær, og som han har set skyde frem af den sorte muld, har vi løbende hilst på mennesker, han har hjulpet. Man skulle tro, at en mand som ham aldrig er ensom.

Imens vi igen betragter gravkøerne gøre en ende på boligblokkene, bemærker han eftertænksomt:

- Jeg har i mange år haft travlt og haft et stort netværk. Jeg har kendt mange mennesker, men jeg har ikke haft tid til at have mange, nære venskaber. Men nu savner jeg det. For det er noget helt særligt at have venner.