Meyers familie kollapsede, men særligt ét sted troede de på ham

Claus Meyer tegner ikke ligefrem et rosenrødt billede af sine forældre i bogen ”Drømmer”. De blev skilt, faren havde aldrig ros til ham, moren begyndte at drikke, og Claus Meyer boede store dele af tiden hos sin mormor og morfar på Kildegårdsvej i Sundby, som til gengæld var alt for ham.

Men skolegangen var god. Han elskede at gå i skole på Sundskolen, hvor han også oplevede at blive troet på og udfordret. Ikke mindst af tysklæreren Mona.

- Det betød så meget for mig, da Mona - samtidig med, at hun gav mig et sekstal i tysk - fortalte mig, at hun faktisk havde fuld tillid til, at jeg kunne blive vildt god til tysk, hvis jeg bare ville gøre mig umage med lektierne og tage det mere alvorligt, husker han og fortæller, at han halvandet år efter fik 11.

Men han mindes også andre af lærerne med glæde. Klasselæreren og dansklæreren Hans Christensen for eksempel.

- Han var både hård og retfærdig og en meget, meget omsorgsfuld klasselærer og dansklærer, som gav mig en kæmpe lyst til at skrive og til at udtrykke mig både på skrift og mundtligt. Han har siden sagt, at han ikke kunne forstå, hvorfor han betyder så meget for mig, men det gjorde han.

Matematik- og gymnastiklærer Arne Jacobsen står også klart i minderne.

- Han behandlede os altid som … Jeg kan sige som ligemænd, men i hvert fald følte man sig set og hørt, og man følte sig talt hen til og ikke ned til. Meget motiverende!

Claus Meyer kunne godt lide at klovne i skolen og beskriver i bogen, hvordan han en gang lod sig klippe skaldet foran de andre elever, der betalte ”entré” for at se det ske. En episode, der ikke just gjorde ham populær hos skoleinspektør Palle Danielsen.

Men Claus Meyer blev opfordret til at gå i 10. klasse for at være lidt af en rollemodel. Da benyttede han chancen til at reparere på forholdet til skoleinspektøren ved at påtage sig rollen som redaktør på skolebladet, ligesom han bidrog til det sociale fællesskab.

- Jeg var meget socialt orienteret dengang - formentlig også som et udtryk for, at der ikke var et eller andet socialt, robust system at komme hjem til. Så hvis jeg lavede bordtennisturnering og fodboldturneringer, var der hele tiden en masse mennesker, der søgte hen mod mig og ville være en del af de fællesskaber, jeg skabte på skolen.

Det var også derfor, han både gik til skak, bordtennis, tennis og badminton.

- Det var faktisk på konkurrenceniveau, fordi jeg havde åbenbart en kæmpe trang til at være en del af fællesskaber, og jeg kunne godt lide den der konkurrence i det, men jeg kunne også godt lide at modtage en eller anden form for positiv opmærksomhed og andres interesse for mig og det, jeg stod for. Jeg var også god til mødet med andre mennesker. Jeg kan ikke huske, jeg havde uvenner for eksempel eller fjendskaber. Jeg kan bare huske en masse forskellige sjove, spændende venskaber og legekammerater, mindes han.

Du har et kæmpe drive og en iværksættertrang, og du får sat virkelig mange skibe i søen, men du kan jo også tale sprog, og du kan lave mad og du kan en hel masse ting. Hvor kommer alt det fra, når nu du i et eller andet omfang kommer fra en ikke helt velfungerende familie?

- Jeg blev ligesom en overlever med et drive. Og så blev min strategi at gøre mig fortjent til andre menneskers ros. Og hvis man vil have ros, så er det en fordel at gøre sig umage. Jeg har været - måske mere end normalt eller mere end, hvad der nødvendigvis er godt - afhængig af at andre mennesker gav mig et klap på skulderen eller et kram eller gav mig en anden form for anerkendelse. Det forvekslede jeg måske med kærlighed. Vi har jo alle sammen brug for at blive set og holdt af og anerkendt, og det havde jeg så åbenbart tilpas mange personlige ressourcer til at kunne gå ud i verden at finde.